Kulturministeren holder ekspertseminar om en fælles nordisk offentlighed

Hvordan skaber og styrker man den fællesnordiske offentlighed? Og hvad er den fællesnordiske offentlighed i det hele taget? Kulturministeren har inviteret sine nordiske ministerkolleger og en række eksperter fra de nordiske lande til et seminar for at drøfte disse spørgsmål.

Det danske formandskab for Nordisk Ministerråd lakker mod enden. Kulturminister Bertel Haarder har i den anledning inviteret ministerkolleger og eksperter fra de øvrige nordiske lande til et ekspertseminar under overskriften "En fælles nordisk offentlighed".

Kulturen skaber nordisk samhørighed

Den nordiske kultur og samfundsmodel møder stor international anerkendelse og det nordiske samarbejde trives. Men hvordan oplever borgerne Norden, og i hvilken grad spiller udbuddet af nordisk kultur en rolle i forhold til at skabe nordisk samhørighed og samfundsbevidste nordboere?

Hvordan det nordiske samfundsengagement eller "den fællesnordiske offentlighed" vækker genklang hos borgerne i Norden er det centrale tema på seminaret, hvor det blandt andet vil blive drøftet, hvorvidt man kan skabe og styrke den fællesnordiske offentlighed gennem kulturelle initiativer.
Seminaret finder sted d. 8.-9. december 2015 på Schæffergården.

Kontakt
Kulturministeriet pressetelefon, 22 76 51 16