Kulturministeren på BogForum 2013

Der er rig mulighed for at møde og høre kulturminister Marianne Jelved til weekendens Bogforum i Bella Center i København. Ministeren deltager i hele 6 arrangementer, hvor hun deler sine læseoplevelser med publikum, taler om kultur og økonomi og uddeler Drengelitteraturprisen 2013.

Fredag den 8. november kl. 15.30 uddeler kulturministeren Drengelitteraturprisen 2013 sammen med undervisningsminister Christine Antorini på Børnescenen. Herefter kl. 17.00 taler kulturministeren ved lanceringen af den nye version af Litteratursiden.dk, kl. 17.20 på Faglig Scene taler ministeren med økonomiprofessor Christian Hjorth-Andersen om kultur og økonomi i anledning af Hjorth-Andersens bog ”Hvad koster kulturen?”.

Lørdag den 9. november kl. 13.15 uddeler kulturministeren SAXO.com’s Innovationspris. Og kl 14.30 styrer litteraturformidler Lea Fløe Christensen fra Københavns Hovedbibliotek ordet, når Marianne Jelved og Ida Jessen taler om kulturministerens nye læsekampagne ”Danmark Læser, og om hvorfor det er relevant at sætte fokus på bøgernes kvaliteter. 

Samtalen finder sted på folkebibliotekernes infostand, ”Spørg Biblioteket”. Kulturminister Marianne Jelved slutter lørdagen af kl. 15:45 med et indlæg om ytringsfrihed hos Dansk PENs stand. 

Se hele programmet for BogForum 

Se mere om Danmark Læser initiativets egen hjemmeside

Læs pressemeddelelsen om vinderne af Drengelitteraturprisen

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16