Kulturministeren støtter op bag det danske fodboldlandshold i Sydafrika

Når det danske fodboldlandshold på mandag den 14. juni spiller den første kamp under VM i Sydafrika, vil Kulturminister Per Stig Møller være på plads på tilskuerrækkerne og bakke op om det danske hold.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”VM i fodbold er een af de største idrætsbegivenheder i verden. Det danske fodboldlandshold vandt sin kvalifikationsgruppe foran store fodboldnationer som Sverige og Portugal, og kvalificerede sig til VM. Jeg vil meget gerne bakke op om holdet og håber selvfølgelig, at landsholdet kommer rigtig langt i turneringen, men i første omgang er fokus rettet mod de indledende kampe, hvoraf jeg overværer de to første.”

Kulturministeren vil mellem Danmarks to første kampe besøge landsholdslejeren og hilse på spillere og trænere. Kulturministeren skal under sit ophold i Sydafrika også mødes med den sydafrikanske kulturminister og diskutere politiske områder af fælles interesse. Desuden vil kulturministeren få lejlighed til at møde en række sydafrikanske kulturpersonligheder, og skal holde møde med formanden for det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter, hvor de blandt andet skal diskutere bekæmpelse af match fixing og brug af idræt som konfliktløsningsredskab.

Endelig skal Per Stig Møller åbne Novo Nordisks nye kontor i Sydafrika samt overrække præmier til vinderne af en konkurrence for børn i townsships arrangeret af LEGO.

For yderligere informationer:

Kommunikationschef Michael Jannerup
Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21

Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen
Kulturministeriet, tlf.: 51 88 67 69