Kulturministerens Idrætspris 2018 går til…

Karl Vilhelm Nielsen modtager Kulturministerens Idrætspris 2018 for sit enestående bidrag til dansk idrætsliv. I mere end en menneskealder har Karl Vilhelm Nielsen kæmpet for, at personer med handikap får bedre mulighed for at dyrke idræt. Prisen på i alt 100.000 kr. er blevet uddelt i dag ved Kulturministerens Idrætsreception.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Idrætten skal blive ved med at være et samlingspunkt i vores liv. For idrætten er mødet mellem mennesker, som udvikler sig selv og hinanden. Vi skal hylde, hvad idrætten gør for os, men især også hylde dem, der giver et ganske særligt bidrag.


Gennem sit arbejde for parasporten har ildsjælen Karl Vilhelm Nielsen formået at løfte dens anerkendelse. Og med sin insisteren på, at idræt er noget for alle, har han spillet en central rolle i udviklingen af parasport i Danmark.”

Parasportens frontløber

Karl Vilhelm Nielsen blev indstillet af Parasport Danmark for mere end i en menneskealder at have bidraget til parasportens udvikling. Karl Vilhelm Nielsen er selv medstifter af forbundet i 1971, og han har været i bestyrelsen i 44 år, 38 af dem som formand, indtil han i år stoppede på posten. Han har med sit store engagement kæmpet for udviklingen og anerkendelsen af parasporten.

Kulturministerens Idrætspris bliver hvert år uddelt for en exceptionel idrætspræstation eller indsats inden for idrættens verden. Prisen dækker hele idrætten – bredde såvel som elite. Karl Vilhelm Nielsen og 12 andre kandidater var indstillet til prisen. 

Kulturministerens Idrætspris er tidligere gået til:

  • Dansk Bordtennis Union (2005) 
  • Forsker Bente Klarlund Pedersen (2006)
  • Trampolinspringer Peter Jensen (2007)
  • Ildsjæl Martin Damgaard (2008)
  • Idrætsforeningen B 1909 (2009)
  • Tidligere dopingmisbruger og foredragsholder Ditlev Traasdahl Madsen (2010)
  • Forsker Bengt Saltin (2011)
  • Badmintonspiller Peter Gade og roer Eskild Ebbesen (2012)
  • Erhvervsskolernes Elevorganisation (2013)
  • Dansk Atletik Forbund (2014)
  • IF Skjold-Skævinge (2015).
  • Hækkeløber Sara Slott Petersen (2016)
  • Kvindelandsholdet i fodbold (2017)

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16