Kulturministeriet støtter dansk musik ved Usedomer Musikfestival

Kulturministeriet har bevilget 300.000 kr. fra en pulje til særlige kulturudvekslingsindsatser til Usedomer Musikfestival.

Festivalen finder sted på den nordtyske halvø Usedom i dagene 20. september til 11. oktober. Festivalen præsenterer ikke færre end 20 koncerter med et bredt udsnit af dansk musik og danske kunstnere. De danske kunstnere tæller bl.a. Bo Skovhus, DR Symfoniorkestret, Trio Con Brio, Andreas Brantelid, Palle Mikkelborg, Tangoorkestret og Haugaard og Højrup. For første gang i festivalens historie er der udpeget en festivalkomponist. Det er komponisten Bent Sørensen.

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Det er mig en stor glæde, at jeg som kulturens minister kan være med til at støtte en så alsidig og massiv præsentation af dansk musik i udlandet. Jeg er meget imponeret over festivalens program og især modet til at præsentere klassisk musik i et samspil med både moderne kompositionsmusik, folkemusik og jazz.”
 
HKH Prinsgemalen deltager ved åbningskoncerten den 20. september i Peenemünde.

For yderligere oplysninger, se:

www.usedomer-musikfestival.de 

Yderligere oplysninger:

Konsulent Eline S. Paludan, Kunststyrelsen, tlf.: 45 33 74 45 62
Kontorchef Karin Marcussen, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 90 66