Kulturministeriet støtter kulturprojekt i Århus

Kulturminister Brian Mikkelsen har besluttet at uddele 220.000 kr. af Puljen til Kultur i hele landet til etableringen af en showcase for professionel børne- og ungdomsteater i Århus.

DANISH+ er den første danske showcase for professionel børne- og ungdomsteater. Hensigten er, at bringe dansk scenekunst for børn og unge endnu længere ud i verden end det allerede er lykkedes. 

Brian Mikkelsen udtaler:

”Det er vigtigt at tænke i internationale baner i det danske teaterliv. Derfor synes jeg, at det er meget positivt at se, hvordan DANISH+ arbejder med at etablere dansk scenekunst for børn og unge i udlandet.”
 
Puljen til kultur i hele landet støtter nyskabende og eksemplariske projekter i hele landet. Der uddeles 24 mio. kr. om året, en stor del af midlerne gennem kulturaftaler mellem Kulturministeriet og klynger af kommuner.

Yderligere oplysninger:

Oplysninger om det støttede projekt kan fåes ved henvendelse til pressechef Martin Østergaard-Nielsen tlf. 33 92 35 98 eller kontorchef Per Voetmann tlf. 33 92 45 62.