Kulturministeriet støtter renovering af kunstnerhjem

Kulturminister Brian Mikkelsen har besluttet at tildele 750.000 kr. af Provinspuljen som tilskud til et projekt i Vestsjællands Amt, som synliggør og styrker regionens identitet yderligere.

Det drejer sig om projektet med at renovere kunstnerslægten Swanes bosted Malergården. Malergården blev for nylig åbnet for publikum som del af Odsherred Kunstmuseum.

Brian Mikkelsen udtaler:

”Jeg synes, at det godt, at man nu vil søge at bevare kunstnerhjemmet samlet som en afdeling af Odsherred Museum. Malergården og miljøet i nærheden af den har spillet en vigtig rolle i dansk kulturliv. Valdemar Rørdam, Thit Jensen og Martin A. Hansen kom i hjemmet.  ”Løgneren” blev skrevet i nabobygningen”.
 
”Det er spændende, at man ligesom med Skagensmalerne vil formidle Odsherred kunstnerne i sammenhæng med den natur, som inspirerede dem”.
 
Provinspuljen blev oprettet i 2002 for en 4-årig periode med henblik på at styrke og synliggøre kulturlivet uden for hovedstaden yderligere. Der er afsat i alt 80 mio. kr. til formålet.

Yderligere oplysninger

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen tlf. 33 92 35 98 eller fuldmægtig Niels Boel 33 92 98 13.