Kulturministeriet uddeler rejselegater til profilering af dansk design

Kulturministeriet uddeler rejselegater for 900.000 kr. til nyuddannede eller yngre danske designere, arkitekter og kunsthåndværkere.

Rejselegaterne er en del af Kulturministeriets designpulje og har til formål at motivere og understøtte en international erhvervsorienteret professionalisering af nyuddannede og yngre danske designere, kunsthåndværkere og arkitekter, der ønsker at rejse til New York eller Kina.

I år modtager 18 unge danske designere, kunsthåndværkere og arkitekter hver et rejselegat på 50.000 kr., som de kan bruge på at rejse ud i verden og styrke deres kompetencer og forretningspotentiale – og ikke mindst profilere dansk design internationalt.

Kulturministeriet uddelte i dag rejselegaterne ved en officiel overrækkelse.

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Rejselegaterne er en vigtig del af designpuljen og Kulturministeriets satsning for at styrke dansk design internationalt. Med legatet på 50.000 kr. får ikke alene de unge designere, kunsthåndværkere og arkitekter mulighed for at dygtiggøre sig professionelt og personligt, men Danmark får også en unik mulighed for at vise omverdenen, hvilke styrker og potentialer der ligger i dansk design, kunsthåndværk og arkitektur.”

Legatmodtagerne er:

Design: Mie Nielsen & Caroline Hansen (Femmes Regionales); Sách Quang Nguyen & René Gejl (Sách & René); Christina Okai Mejborn & Line Langballe (TotemCollective); Christina Hanquist; Joy Fonseca; Christian Flindt.

Læs mere om legatmodtagerne og deres projekter på www.ddc.dk.

Kunsthåndværk: Laura Barüel; Stine Jespersen; Lene Toni Kjeld; Hans Christian Madsen; Christina Lykke Kjærulff & Zuzette Weywadt; Elizabeth Justesen & Rafaela de Campos Espholm-Kjær.

Læs mere om legatmodtagerne og deres projekter på www.danishcrafts.dk.
 
Arkitektur: Niels Jakubiac Andersen (tegnestuen Krydsrum); Mads Møller og Anders Lendager (tegnestuen MAPT); Karsten Gori & Uffe Leth (tegnestuen SEA); Carsten Laursen & Morten Fassov (tegnestuen Phoam Architecture); Ali Tabatabai; Mads Birgens Kristensen.

Læs mere om legatmodtagerne og deres projekter på www.dac.dk.

Rejselegaterne indgår i Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Danish Crafts’ fælles strategi for international markedsføring og professionalisering af dansk design, kunsthåndværk og arkitektur og kunsthåndværk som del af den designpulje på i alt 40 mio. kr., Kulturministeriet har afsat til at styrke dansk design i perioden 2005-2008. I alt er der afsat 3,5 mio. kr. til rejselegater over de fire år.

Ved de tre første legatuddelinger er der uddelt i alt 45 rejselegater, og for modtagerne har rejserne været en stor succes – både personligt og fagligt. Efter endt rejse skal alle legatmodtagere dele den viden og de erfaringer og netværk, de har samlet på rejsen, med andre.

Alle legatmodtagere er udvalgt af en tværfaglig jury bestående af: Peter Bysted, rektor på Danmarks Designskole; Elsebeth Gerner Nielsen, rektor på Designskolen Kolding; Jens Lau Petersen, rektor på Glas- og Keramikskolen Bornholm; Sven Felding, rektor på Kunstakademiets Arkitektskole; Staffan Henriksson, rektor på Arkitektskolen Aarhus; Christian Scherfig, adm. direktør i Dansk Design Center; Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center; Birgitte Jahn, direktør i Danish Crafts.

Yderligere oplysninger:

Dansk Design Center: adm. direktør Christian Scherfig, tlf.: 33 69 33 69 eller teamleder, Kommunikation & Media, Susanne Søndahl Wolff,  e-mail ssw@ddc.dk

Dansk Arkitektur Center: adm. direktør Kent Martinussen, tlf.: 32 64 54 87 eller projektleder Anette Sørensen, tlf.: 3264 54 59, e-mail ams@dac.dk

Danish Crafts: direktør Birgitte Jahn, tlf.: 33 12 61 62, e-mail jahn@danishcrafts.dk eller kommunikationschef Kristian Kastoft, tlf.: 33 12 61 62, e-mail kastoft@danishcrafts.dk