Kulturpolitikkens sigtelinjer

Kulturminister Brian Mikkelsen har oversendt publikationen ”Kulturpolitikkens sigtelinjer” til Folketingets Kulturudvalg som oplæg til forespøgselsdebatten i Folketinget fredag den 23. april.

Kulturministeren udtaler

”Siden min beslutning i januar om ikke at fremsætte en kulturpolitisk redegørelse i Folketinget har vi arbejdet med at finde en præsentationsform på en publikation om regeringens kulturpolitik, som var mere læsevenlig, mere fremadrettet og i højere grad indbød til dialog og debat.

Med publikationen ”Kulturpolitikken sigtelinjer” giver jeg regeringens bud på hvordan regeringsgrundlaget kan konkretiseres i den kommende tid med afsæt i følgende 6 sigtelinjer:

     

  • Regeringen vil skabe nye partnerskaber som skal være med til udvikle kvaliteten, skabe stærke kulturelle udtryk og rejse ny kapital, som kan lette adgangen til det voksende globale marked.
  • Regeringen vil føre en kulturpolitik der stiller krav til kvalitet. Kulturpolitikken skal gøre de bedste endnu bedre. 
  • Regeringen vil sikre en satsning på talentet. De kommende kunstnere, filmskabere, forfattere osv. skal have de bedst mulige uddannelser og udviklingsmuligheder. 
  • Regeringen vil arbejde for, at befolkningen i alle egne af landet har mulighed for kulturelle og kunstneriske oplevelser af høj værdi. 
  • Regeringen vil sikre, at der er konkurrence i det danske medielandskab, hvor flere medier kan konkurrere indbyrdes.
  • Regeringen vil skabe mulighed for kulturel inspiration udefra og samtidig gøre dansk kunst og kultur mere synlig i udlandet.

Jeg ser frem til forespørgselsdebatten på fredag, hvor mit hovedbudskab vil være, at regeringens kulturpolitik er både visionær, dynamisk og engageret.

Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at få bredt diskussionen ud til også at omfatte nogle af de personer, der rent faktisk må leve med de kulturpolitiske ændringer vi har gennemført og vil gennemføre i de kommende år. Derfor har jeg inviteret en række unge kunstneriske talenter til en debataften den 2. juni i Kulturministeriet og jeg glæder mig meget til at høre deres synspunkter om fremtidens kulturpolitiske indsats."

Læs eller hent Kulturpolitikkens sigtelinjer

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard Nielsen, tlf.: 33 92 35 98.