Lovforslag om højskoler sendes i høring

Kulturministerens ønsker, at flere seniorer kan få glæde af at gå på høj-skole. Ministeren sender derfor et lovforslag i høring, som lægger op til at give flere højskoler mulighed for at tilbyde korte kurser, der retter sig mod seniorer. Lovforslaget indeholder også en ændring af højskolernes ordning for tilskud til specialundervisning og elever med svære handicap.

Kulturminister Mette Bock sender nu et nyt lovforslag i offentlig høring, som skal forbedre vilkårene for, at flere seniorer kan gå på højskole. Lovforslaget lægger op til en justering af højskoleloven, så ministeren kan godkende tre nye seniorhøjskoler. Disse skoler vil få tilladelse til kun at udbyde korte kurser. Formålet er, at give højskoler bedre muligheder for at tilrette ophold til den stigende gruppe af seniorer, der er i Danmark, som typisk efterspørger de korte kurser.

Tilladelserne vil blive tildelt efter en udbudsrunde, hvor nye og eksisterende sko-ler kan ansøge om at blive godkendt som seniorhøjskole. Hvis lovforslaget vedtages, kan både nye og eksisterende skoler søge i perioden mellem den 1. januar – 1. juli 2019, hvorefter ansøgningerne vil blive behandlet.

Behov for ændring i SPS-ordning
Lovforslaget lægger samtidig op til en revision af højskolernes tilskud til special-undervisning og elever med svære handicap – også kaldet ’SPS-ordningen’. Ændringen medfører bl.a., at ordningens regelsæt forenkles, og at ordningen bliver nemmere at administrere for skolerne. Derudover medfører ændringen også, at alle højskoler får tildelt et nyt ekstra grundtilskud på 60.000 kr. årligt, der vil gøre skoler over hele landet bedre i stand til at tage i mod elever med moderate fysiske og psykiske handicap.

Ændringerne vil blive indfaset fra 2019 til 2022, så skolerne har mulighed for at omstille deres drift til de nye vilkår, og i forbindelse med ændringen vil Kultur-ministeriet have et særligt fokus på at øge rådgivningen af skolerne til gavn for alle elever med handicap.

Lovforslaget kan læses på høringsportalen

Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16