Lovforslag om tilskud til højskoleelever med handicap på pause

Dele af et lovforslag om folkehøjskoler, som skulle være behandlet i efteråret, kommer alligevel ikke på dagsordenen i folketingssalen til oktober. Efter kritik af lovforslaget har kulturminister Mette Bock taget en del af lovforslaget af bordet for nu og i stedet valgt at se tilskudsordningen til elever med handicap på højskoler efter i sømmene. Ministerens seniorhøjskoleinitiativ fremsættes som planlagt.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Det har aldrig og vil aldrig blive hensigten, at elever med handicap skal have ringere mulighed for at komme på højskole. Jeg er oprigtigt optaget af, at borgere med funktionsnedsættelse skal have muligheder for højskoleophold.

Jeg har lyttet til den kritik, der har været af lovforslaget, både i de høringssvar vi har modtaget og i den offentlige debat. Og jeg kan konstatere, at der ikke har været opbakning til den enklere og mere gennemskuelige ordning, som der var lagt op til. Derfor har jeg nu valgt at sætte denne del af lovforslaget på pause. 

Samtidig har høringssvarene dog vist, at der er et behov for at foretage en mere til-bundsgående undersøgelse af, hvad de nuværende midler helt præcist går til, så vi kan få sikker viden om, at de tildelte midler kommer elever med handicap til gavn. Jeg håber selvfølgelig, at analysen viser, at midlerne er anvendt til de bevilgede formål, og derfor mener jeg også, at analysen er i alles interesse – inklusiv højskolerne selv.”  

Revision af SPS-ordningen 

Nu igangsætter Mette Bock en revisionsundersøgelse af, hvordan skolerne har anvendt de SPS-midler til højskoleelever med handicap, som de har fået bevilget igennem de seneste år. Analysen vil i særlig grad have fokus på, at midlerne, der søges til de enkelte elever, også i praksis tilgår de enkelte elever, og at de ikke anvendes til andre formål. Analysen vil være en del af grundlaget for eventuelle fremtidige ændringer af højskolernes SPS-ordning. 

Lovforslaget bestod oprindeligt både af revisionen af højskolernes støtte til elever med handicap og ministerens initiativ om at udbyde tre nye seniorhøjskolegodkendelser, hvor der gives mulighed for, at yderligere op til tre skoler kan få tilladelse til kun at udbyde korte kurser. Den resterende del af lovforslaget om seniorhøjskoler fremsættes forsat som planlagt i Folketinget i begyndelsen af oktober. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16