Mark Sladen fratræder sin stilling som direktør for Kunsthal Charlottenborg

Mark Sladens fratræden falder sammen med fusionen mellem Charlottenborg og Kunstakademiets Billedkunstskoler. Fusionen sker på initiativ af Kulturministeriet med virkning fra den 1. september.

 

Ved fusionen tilgodeses bl.a., at den uddannelse, forskning og udvikling, der sker på Billedkunstskolerne, indgår i et tættere samspil med Kunsthal Charlottenborgs udstillinger. Charlottenborg skal dog samtidig være et udstillingssted for en bredere offentlighed – med kunstnerisk autonomi og spillerum.

Som led i fusionen har Kulturministeriet tilbudt Kunsthal Charlottenborgs direktør, Mark Sladen, en stilling som kunsthalsdirektør. Kulturministeriet havde set frem til at fortsætte samarbejdet med Mark Sladen i den nye konstruktion, men det har han desværre ikke ønsket.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:

”Direktør Mark Sladen har nu besluttet at forlade Charlottenborg og ikke fortsætte efter den kommende fusion med Kunstakademiets Billedkunstskoler. Det beklager jeg, for jeg havde gerne set Marks store viden og kunstfaglige kapacitet udfoldet under nye betingelser, men jeg forstår og respekterer naturligvis Marks beslutning til fulde – og jeg vil ønske ham alt muligt held og lykke i sit virke fremover.”

Mark Sladen siger:

“Jeg har haft to meget spændende år på Charlottenborg. Vi satte os for at lave et program af meget høj kvalitet, som ville inspirere og provokere og også give genlyd både i Danmark og i udlandet. Jeg er glad for, at vi – takket være de deltagende kunstnere og vores pragtfulde personale – har kunnet gennemføre dette. Fusionen mellem Charlottenborg og Kunstakademiet markerer starten på et nyt kapitel for organisationen, og her vil nytænkning og nye måder at gribe tingene an på være til gavn. Jeg har nydt min tid i Danmark og har fået mange venner, men det føles som det rigtige tidspunkt at komme videre på.”

 

Sladen kom til Charlottenborg i juni 2010. Hans udstillingsprogram har omfattet en række store og ambitiøse udstillinger såsom den aktuelle oversigtsudstilling med den danske kunstner Joachim Koester, som er kunstnerens største udstilling i hans hjemland til dato. En anden stor udstilling var med den engelske kunstner Simon Starling i efteråret 2011, hvori indgik et dukketeater, som bød på forestillinger for børn – et værk som for nylig er blevet købt af Statens Museum for Kunst til den nationale samling.

Kunsthallen har også vist mellemstore udstillinger med yngre kunstnere, f.eks. udstillingen med den argentinske kunstner Pablo Bronstein i sommeren 2011, hvis projekt omfattede et kæmpemæssigt nyklassicistisk pissoir, som publikum kunne benytte. Desuden har Kunsthallen afholdt en ambitiøs række events, heriblandt Palace Party, som løb af stablen over en hel dag i marts 2011 med arrangementer rundt om i hele slotskomplekset, der tiltrak 5000 besøgende i løbet af tolv timer.

Charlottenborg er ligeledes en af initiativtagerne bag Copenhagen Art Festival, som åbnede i sidste uge. Charlottenborgs bidrag til festivalen omfatter de aktuelle udstillinger med Joachim Koester og Ruth Ewan samt et projekt af Lars von Trier, som åbner i Kunsthallen i oktober.

Mark Sladens sidste dag i Kunsthallen vil være d. 14. september, hvorefter han returnerer til London, hans tidligere bopæl. Før han kom til Charlottenborg, havde Sladen bl.a. været seniorkurator på Barbican Centre og udstillingsdirektør på Institute of Contemporary Arts, begge i London.

Yderligere oplysninger

Presseansvarlig Helle Bøgelund
Kunsthal Charlottenborg, tlf.: 33 36 90 42

Pressechef Astrid Haug
Kulturministeriet, tlf.: 25 47 21 07