Ny bestyrelse for Det Danske Filminstitut

Kulturminister Brian Mikkelsen har med virkning fra 15. maj 2005 beskikket en ny bestyrelse for Det Danske Filminstitut.

Det bliver den 40-årige forlagsdirektør Morten Hesseldahl, der som formand skal stå i spidsen for Det Danske Filminstituts bestyrelse i de næste fire år.
 
Morten Hesseldahl er i dag adm. direktør for de danske Bonnier Forlag, der bl.a. tæller Lindhardt & Ringhof og Carlsen. Hesseldahl begyndte oprindelig sin karriere som tegneserieforfatter og har tidligere været ansat som forlagsredaktør hos Gyldendal og som direktør hos Høst & Søn samt Hans Reitzels forlag. I slutningen af 1990’erne arbejdede Hesseldahl derudover som filmanmelder på Jyllandsposten.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Min idé har været at sammensætte en bestyrelse med et bredt kompetencefelt fra både erhvervs- og kulturlivet. Jeg er sikker på, at vi i Morten Hesseldahl har fundet den rigtige mand til at drive bestyrelsesarbejdet på Filminstituttet, og jeg glæder mig til at samarbejde med den nye bestyrelse f.eks. om indholdet i et kommende filmforlig.”
 
Foruden Morten Hesseldahl har kulturministeren udpeget adm. direktør Ulla Brockenhuus-Schack fra DTU Innovation og Michael Ritto, der er direktør for Music Business Organization (MBO) samt formand for de danske pladeselskabers brancheorganisation IFPI.
 
Efter indstilling fra Spillefilmsrådet og Rådet for Kort- og dokumentarfilm, som repræsenterer den danske filmbranche, har kulturministeren udpeget forhenværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen og journalist Torben Krogh – begge gengangere i bestyrelsen. Derudover har ministeren udpeget digitaliseringschef ved Det Kongelige Bibliotek cand. mag. Birgit Nordsmark Henriksen efter indstilling fra Museumsrådet. Leder af Filmværkstedet Prami Larsen er udpeget af ministeren efter indstilling fra medarbejderne ved Filminstituttet.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 33 92 35 98, mobiltlf. 24 69 64 35
Kontorchef Charlotte Wilhelmsen, tlf. 33 92 35 44