Ny direktør for Statsbiblioteket udnævnt

Regeringen har i dag udnævnt vicedirektør Svend Larsen til ny direktør for Statsbiblioteket i Århus med tiltrædelse 1. januar 2004.

Svend Larsen (f. 1951) er uddannet cand.mag. i historie og filosofi og kommer fra en stilling som vicedirektør for Statsbiblioteket. Som ny direktør afløser han Niels Mark, som har valgt at gå på pension fra årsskiftet. I sit nye job får Svend Larsen ansvar for ca. 235 medarbejdere og en bevilling på ca. 132 mio. kr. om året.

Den nye direktør har et stort kendskab til Statsbiblioteket, hvor han har været fastansat siden 1984 og allerede fra 1982 var ansat som midlertidig forskningsbibliotekar. I 1986 blev Svend Larsen konstitueret souschef/vicedirektør på Statsbiblioteket og i 1990 blev han formelt udnævnt. I perioden 1986-98 varetog han samtidig den øverste ledelse af universitetsbiblioteksområdet. Før sin ansættelse på Statsbiblioteket var Svend Larsen i en årrække ansat ved Historisk Institut og Institut for Filosofi på Aarhus Universitet.

"Med Svend Larsen får Statsbiblioteket en direktør, som er godt rustet til at løfte opgaven. Han har et indgående kendskab til institutionens opgaver i forhold til både Aarhus Universitet og til biblioteksverdenen i almindelighed. Jeg er overbevist om, at Svend Larsen med sin faglige baggrund, ledelsesmæssige kvalifikationer og menneskelige egenskaber vil kunne sikre Statsbibliotekets position og videre udvikling," siger kulturminister Brian Mikkelsen.

Yderligere oplysninger:


Ny direktør Svend Larsen, tlf. 89 46 20 22
Afdelingschef Steen Kyed, tlf. 33 92 98 21