Ny medieaftale indgået

Regeringspartierne har i dag indgået aftale om mediepolitikken 2012-2014 med samtlige Folketingets partier på nær Liberal Alliance.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:

”Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes at nå til enighed om en bred aftale. Og jeg er glad for den aftale, vi er nået til enighed om. 

Det er en aftale, som lever op til regeringsgrundlagets målsætning om at styrke de danske public service-medier – både ved mindre detailregulering og ved tilførsel af licensmidler til bl.a. en styrket indsats over for børn og unge og i forhold til dansk musik. 

Samtidig sikrer vi et godt vækstmiljø for de kommercielle medier og de private producenter, der også spiller en vigtig rolle for mangfoldigheden i det danske mediebillede. Bl.a. opretholdes kravene til DR om øget udlægning af produktion til det private produktionsmiljø. 

Men ikke mindst er det en aftale, der ser fremad! Verden bliver digital, og derfor ligger det i helt naturlig forlængelse af den hidtidige indsats og de hidtidige brede politiske beslutninger på området, at vi nu ”speeder op” i forhold til digitaliseringen af radio, ligesom det skete for tv for nogle år siden. Det gør vi ved at fortsætte udbygningen af det digitale radiosendenet og ikke mindst fastsætte en – om end betinget – dato for slukning af FM. Ved at fastsætte en dato får vi sendt et klart signal til både branchen og de danske lyttere om, at det er den vej, det går – og ved at sætte den så tilpas langt ud i fremtiden som udgangen af 2019 får vi givet danskerne god tid til at tage højde for FM-slukket, når de anskaffer nye radiomodtagere. 

Jeg ser frem til fortsat positiv dialog med aftalepartierne i forbindelse med udmøntningen af aftalen i form af bl.a. ændring af radio- og fjernsynsloven og indgåelse af nye public service-kontrakter med DR og de regionale TV 2-virksomheder.” 

Aftalens indhold:

De væsentligste punkter i aftalen er: 

1. Fortsat udbygning af digital radio

Med aftalen fastlægges en ”køreplan” for den fortsatte udbygning af digital radio. Planen indeholder ikke mindst en beslutning om sluk for FM med udgangen af 2019, dog under forudsætning af, at mindst 50 pct. af radiolytningen i 2018, inkl. lytning i biler, er digital. Herudover indeholder planen en nærmere undersøgelse af mulighederne for ændret anvendelse af de digitale radiosendemuligheder (”et blokbytte”), hvilket i givet fald vil muliggøre udsendelse af DR’s regionalradioer samt skabe grundlag for udbud af flere digitale radiosendemuligheder til kommercielle radioforetagender. På baggrund af undersøgelsen, der skal foreligge senest i oktober 2013, træffer aftalepartierne endelig beslutning om blokbyttet, der i givet fald kombineres med samtidig generel overgang fra DAB til den nyere standard DAB+. Det er aftalepartiernes ønske, at DR herefter udelukkende skal eje det sendenet, der benyttes af DR. På baggrund af en høring af radiobranchen træffer aftalepartierne beslutning om, hvorvidt de nuværende lokalradiotilladelser (FM), der udløber med udgangen af 2015, skal forlænges frem til slukningstidspunktet eller udbydes. 

2. Styrkelse af public service-medierne

Aftalen indeholder:

     

  • opretholdelse af det offentlige ejerskab til TV 2/DANMARK A/S, idet der i løbet af aftaleperioden skal ses på eventuelle alternativer til den nuværende organisering som aktieselskab
  • styrkelse af DR’s indsats i forhold til børn og unge ved tilførsel af ekstra licensmidler
  • styrkelse af public service-mediernes indsats i forhold til formidling af scenekunst og rytmisk musik, bl.a. ved tilførsel af ekstra licensmidler
  • styrkelse af programindholdet på de regionale TV 2-virksomheders nye ”24-timers” kanaler, bl.a. ved tilførsel af ekstra licensmidler
  • øget gennemsigtighed i forhold til DR’s anvendelse af ressourcerne, herunder de enkelte tv- og radiokanaler
  • mindre detailregulering i public service-kontrakter. 
  •  

3. Ændring af ”must carry”-forpligtelserne for fællesantenneanlæg

     

  • ”must carry-forpligtelserne lempes, så de kun omfatter Folketingskanalen og særlige tjenester for handicappede. Viser det sig, at seere som følge af ændringen forhindres i at se bl.a. DR’s programmer, genindføres forpligtelserne dog.
  •  

4. Reklamer og produktplacering

Aftalen indeholder:

     

  • genindførelse af forbud mod produktplacering i tv-programmer.
  • forbud mod reklamer og produktplacering i programmer, der støttes af Public Service-Puljen.
  • fjernelse af DR’s og de regionale TV 2-virksomheders adgang til at modtage sponsortilskud fra kommercielle virksomheder. Der kan fortsat modtages tilskud fra offentlige institutioner og almennyttige fonde som f.eks. Udenrigsministeriet, EU mv.
  •  

5. Licens

Radiolicensen afskaffes fra 1. juli 2013, men herudover er der ingen ændringer i danskernes licensbetaling

6. Andet

Aftalen indeholder:

     

  • øget fokus på lokalt indhold i forbindelse med tilladelse og tilskud til ikke-kommercielle lokalradio- og -tv-stationer
  • bedre muligheder for visning af store sportsbegivenheder mv. på landsdækkende tv-kanaler.
  •  

Hent aftalen (pdf)

Yderligere oplysninger

Mogens Jensen (S), tlf.: 61 62 42 39

Holger K. Nielsen (SF), tlf.: 61 62 32 74

Zenia Stampe (RV), tlf.: 61 62 51 61

Per Clausen (EL), tlf.: 33 37 50 08

Ellen Trane Nørby (V), tlf.: 61 62 42 58

Lars Barfoed (K), tlf.: 33 37 42 02

Morten Marinus (DF), tlf.: 61 62 51 57

 

Kommunikationschef Michael Jannerup

Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21

Afdelingschef Jesper Hermansen

Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 66