NY NÆSTFORMAND FOR DR'S BESTYRELSE

Kulturminister Carina Christensen har i dag udpeget Ole Hyltoft som ny næstformand for DR’s bestyrelse.

 

Ole Hyltoft er forfatter og debattør. Ole Hyltoft har været medlem af DR’s bestyrelse siden 2007. Han var stifter af og formand for foreningen Nutidsmuseets Venner (senere Arkens Venner) i perioden 1988-98 og medlem af bestyrelsen for kunstmuseet Arken i perioden 1994-97.
 
Kulturminister Carina Christensen udtaler:
”Jeg glæder mig over, at Ole Hyltoft har påtaget sig hvervet som ny næstformand for DR’s bestyrelse. Ole Hyltoft har gennem medlemskabet af DR’s bestyrelse de sidste år fået en god indsigt i DR’s forhold, og er dermed godt klædt på til at supplere Michael Christiansen i formandskabet.”
 
Den nye næstformand er efter reglerne i radio- og fjernsynsloven udpeget blandt de medlemmer i DR’s bestyrelse, der er udpeget af Folketinget. Ole Hyltoft erstatter forhenværende næstformand for DR’s bestyrelse Erling Aaskov, som udtrådte af bestyrelsen den 20. juni 2008 som følge af revisorundersøgelsen om DR’s byggeri i Ørestaden.
 
Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Skovmand, tlf.: 24 69 64 21
Afdelingschef Jesper Hermansen, tlf.: 33 92 35 18