EU styrker kulturstøtten

EU-støtte til europæiske projekter inden for kultur og film er sikret frem til 2020.

EU’s Ministerråd ventes i morgen at vedtage EU-programmet ”Et Kreativt Europa”, der i den kommende syvårige periode vil støtte kultur- og filmprojekter i Europa med et samlet budget på ca. 10,9 mia. kr.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få ”Et Kreativt Europa” på plads til gavn for kultursektoren i Europa – og dermed også til gavn for os alle. I en tid med stramme budgetter har EU alligevel – og med rette – valgt at satse på kultur og film. Kunsten har en værdi i sig selv – og kunsten kan fremme en kultur, der kan bidrage positivt til økonomien, regionsudviklingen, uddannelse og andre vigtige formål. Jeg håber, at programmet virkelig kan være med til at synliggøre den rigdom, som kultur og film er for Europa”. 

Programmet skal overordnet bidrage til at bevare og udvikle den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa og styrke de kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne. Med det formål retter ”Et Kreativt Europa” sig mod en bred vifte af kunstnere og aktører inden for de kulturelle og audiovisuelle sektorer. Ud over at give støtte vil programmet også rumme en lånegarantiordning, der skal lette adgangen for de kulturelle og kreative sektorer til risikovillig finansiering. 

Rådets vedtagelse følger efter Europa-Parlamentets godkendelse af programmet den 19. november. Programmet kan derfor starte den 1. januar 2014 og løbe frem til 2020. 

Kulturstyrelsen og Det Danske Filminstitut vil gå sammen om at formidle og rådgive danske aktører om mulighederne i programmet og afholder i dag et informationsmøde med deltagelse af Kommissionen. Mødet finder sted i Filmhuset i København og starter kl. 15. Der afholdes også et informationsmøde i Aarhus tirsdag den 10. december kl. 16. Begge arrangementer kræver tilmelding hos kontaktpersonerne. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16

Europæisk konsulent Asbjørn Kristensen Høgsbro,
Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 08

Chef for Media Desk Danmark Ene K. Rasmussen,
Filminstituttet, tlf.: 20 47 02 90