Ny public service-kontrakt for DR

Som opfølgning på medieaftalen for 2019-2023 har kulturministeren og DR indgået en ny public service-kontrakt for DR for 2019-2023. Med den nye kontrakt er DR’s public service-opgaver blevet fastlagt for de næste fem år.

 

 Kulturminister Mette Bock siger:

”Efter en god, konstruktiv dialog med både DR og de politiske partier bag medieaftalen, er vi nu klar med en ny DR public service-kontrakt, der cementerer DR’s rolle som kulturinstitution. I fremtidens DR vil kvalitet, tilgængelighed og åbenhed være nøgleord. DR skal adressere den øgede digitalisering og danskernes forandrede medievaner ved distributionen af DR’s indhold – og samtidig vil samarbejdsrelationerne med både private aktører og kulturlivet blive styrket. Jeg ser meget frem til at følge DR’s arbejde i de kommende år, når public-service-kontrakten skal udfyldes.”

DR’s nye public service-kontrakt træder i kraft den 1. januar 2019 og afløser DR’s gældende kontrakt for 2015-2018.  Som led i den øgede digitalisering og fokuseringen af DR er det et element i medieaftalen, at antallet af DR’s flow-tv-kanaler reduceres. DR har som input til kontraktforhandlingerne fremlagt forslag til en ny plan for DR’s tv- og radiokanaler og DR’s internetbaserede tv-udbud. DR’s nye plan er således afspejlet i kontrakten.

Public service-kontraktens hovedpunkter:

  • DR’s nye plan for radio- og tv-kanaler og internetbaserede tv-udbud
    DR reducerer antallet af flow-tv-kanaler fra de nuværende seks til tre kanaler i 2020: DR1, DR2 og DR Ramasjang. DR udbygger sit internetbaserede tv-udbud med nyt unikt indhold på DR’s digitale tv-tjeneste DRTV med fokus på bl.a. samfunds- og kulturstof og på indhold målrettet de yngre målgrupper, der indtil primo 2020 også kan tilgå indhold på flowkanalerne DR3 og DR Ultra.
    DR reducerer antallet af radiokanaler på flow fra de nuværende otte til fem kanaler i 2020: P1, P2, P3, P4 og P5. 
  • Kerne public service-indhold
    DR skal prioritere og styrke DR’s kvalitetsindhold inden for nyheder og aktualitet, kultur, børn og unge, folkeoplysning, uddannelse og læring samt den regionale dækning.
  • Børn og unge DR skal med vægt på dansk indhold stille relevant public service-indhold til rådighed for børn og unge på relevante platforme, herunder distribuere indhold, der støttes via en større og bredere Public Service-Pulje.
  • Dansk kultur og DR’s arkiver
    DR’s forpligtelser om udsendelse af dansk tv-drama opretholdes. DR’s nuværende kor og orkestre videreføres, og andelen af dansk musik på radio øges til 48 procent på såvel P3 som P4. Der skal være større alsidighed i dækningen af danske smalle idrætsgrene. DR skal engagere sig på markedsvilkår i dansk film. DR’s digitaliserede programarkiver skal stilles til rådighed for borgerne i form af et søgbart arkiv.
  • Øget samarbejde
    DR skal udlægge produktion og produktionsfaciliteter til det eksterne marked på i alt 2.364 mio. kr. set over aftaleperioden. DR skal desuden styrke samarbejdet med rettighedshavere og distributører om fremtidig distribution af DR’s indhold og fortsætte samarbejdet med musik- og kulturlivet.
  • Øget gennemsigtighed 
    Der skal være øget gennemsigtighed i DR’s økonomi. DR skal give indblik i, hvordan ressourcerne fordeler sig på enkelte kanaler, platforme og medieformål og fordeling af programtyper. 
  • Tilgængelighed 
    DR’s udbud for personer med handicap forbedres, herunder ved implementering af internationale standarder på web og apps, bedre tekstning mv.

Se hele public service-kontrakten for 2019-2023 (pdf)
Opdateret med præcisering om DRs forpligtelse ift. dansk film 24.09.2018

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16