Ny rektor på Statens Teaterskole

Med en bred vifte af erfaringer fra tidligere ansættelser som teaterinstruktør, som teaterchef på den norske nationalscene, som rektor for Statens Teaterhøgskole i Oslo og som generalsekretær i den nordiske teaterinstitution, Teater & Dans i Norden, er nordmanden Sverre Rødahl blevet valgt som ny rektor for Statens Teaterskole i København.

Rektoren er i dag blevet præsenteret på Statens Teaterskole af kulturminister Brian Mikkelsen, der har stået for den endelige beslutning efter indstilling fra et bedømmelsesudvalg. Den nye rektor tiltræder 1. august i år og skal de næste fire år stå i spidsen for Statens Teaterskole, der har fem uddannelseslinier inden for skuespil, instruktion, scenografi, teaterteknik samt Skolen for Moderne Dans. Der er 120 studerende og skolen har et årligt budget på 41,1 mio. kr. Den nye rektor afløser Janken Varden, der har været rektor i fem år.

Den 52-årige Sverre Rødahl kommer fra en stilling som generalsekretær i ”Teater & Dans i Norden”, en institution under Nordisk Ministerråd. Tidligere har han været teaterchef på den norske nationalscene, Nationaltheatret i Oslo, undervisningsleder for instruktørlinien på Statens Teaterhøgskole i Oslo og senere rektor samme sted. Sverre Rødahl har en lang teaterkarriere bag sig, bl.a. som instruktør i en lang række opsætninger på de største norske teatre. I sine fire år i ”Teater & Dans i Norden” har Sverre Rødahl været bosat i København.

”Sverre Rødahl har en imponerende vifte af erfaringer, som studerende og ansatte på Statens Teaterskole og resten af den danske teaterverden kan glæde sig til. Han kan være med til at fortsætte skolens gode arbejde med kvalitet og talentpleje samt styrke samarbejdet med den danske teater- og dansescene. Med den ny uddannelsesaftale er Statens Teaterskole på vej mod spændende nye udfordringer,” udtaler kulturminister Brian Mikkelsen.

Den nye rektor ansættes efter indstilling fra et bedømmelsesudvalg bestående af afdelingschef Steen Kyed fra Kulturministeriet (formand), teaterchef Geir Sveass fra Aalborg Teater, teaterinstruktør Katrine Wiedemann, leder Benedikte Paaske fra Dansens Hus, uddannelsesleder Annette Nissen fra Statens Teaterskole samt kontorchef Charlotte Wilhelmsen og sekretariatschef Jørgen Broberg fra Kulturministeriet.

Yderligere oplysninger:

Steen Kyed, afdelingschef i Kulturministeriet 3392 9821
Sverre Rødahl, ny rektor på Teaterskolen 3322 4555