NYE BESTYRELSESMEDLEMMER I TV2 DANMARK A/S

Kulturminister Carina Christensen har i dag på den ordinære generalforsamling i TV 2 Danmark A/S udnævnt Bodil Nyboe Andersen og Steffen Kjærulff-Schmidt til nye bestyrelsesmedlemmer.

Herudover har kulturministeren genudnævnt bestyrelsesformand Lars Liebst, næstformand Tine Roed samt bestyrelsesmedlemmerne Frank Jensen og Flemming Østergaard.

Bodil Nyboe Andersen er tidligere direktør i Danmarks Nationalbank og sidder i dag i en række bestyrelser, blandt andet som næstformand i Det Danske Filminstitut. Steffen Kjærulff-Schmidt er advokat med møderet for Højesteret og har siden 2004 været medlem af Landsskatteretten.

Ulla Dahlerup og Arne Bang Mikkelsen fratræder som bestyrelsesmedlemmer.

Kulturminister Carina Christensen siger:
”Jeg er overbevist om, at Bodil Nyboe Andersen og Steffen Kjærulff-Schmidt kan bidrage positivt til TV 2's fortsatte udvikling. Jeg vil samtidig gerne takke de afgående bestyrelsesmedlemmer for det store arbejde de har udført.”


Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 98