Nye landsdækkende radiokanaler i udbud

Danskerne får to nye landsdækkende radiokanaler, der for første gang nogensinde skal give lytterne alternativer til DR’s fire landsdækkende radiokanaler.

Den femte landsdækkende radiokanal dækker cirka 78% af befolkningen og skal sende minimum 1000 timer nyheder om året, en times magasinprogram dagligt samt have skandinavisk musik i cirka 30 procent af sin musikflade. Der er ingen krav til programfladen på den sjette radiokanal, der dækker cirka 37% af befolkningen.

Det fremgår af det udbudsmateriale, som i dag er blevet offentliggjort af Radio og tv-nævnet under Kulturministeriet. Fra i dag kan potentielle købere tilmelde sig den endelige auktion, der finder sted den 18. juni på Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Kulturminister Brian Mikkelsen glæder sig over, at der endelig kommer et brud på DR’s monopol for landsdækkende radio i Danmark:

”Det er et historisk øjeblik i dansk radiohistorie. Danske lyttere fortjener den bedste kvalitet og konkurrence på radioområdet. Det får vi ved at skabe to nye landsdæk-kende radiokanaler, som nu kommer i udbud. Den femte radiokanal skal konkurrere på nyhedsområdet og samtidig styrke dansk og skandinavisk musik. Og den sjette radiokanal skal skabe endnu flere muligheder for lytterne,” siger han.

Udbuddet af de to nye radiokanaler er en del af den medieaftale, som blev indgået i juni 2002. De to nye radiokanaler ventes at kunne sende så snart det er muligt efter auktionen den 18. juni. Fristen for tilmelding til auktionen er mandag den 2. juni.

Yderligere oplysninger:

Jakob Høyer, pressechef i Kulturministeriet 3392 3598
Erik Nordahl Svendsen, direktør i Medie & Tilskudssekretariatet 3395 4065