Nyt DST-udvalg med internationalt islæt

Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, DST, får inspiration og rådgivning fra både den hjemlige og den udenlandske teaterverden i fremtiden.

Med øjeblikkelig virkning har kulturminister Brian Mikkelsen (K) udpeget et nyt rådgivende organ til DST, hvor den hidtidige tremandsgruppe efter planen fratrådte ved nytår. Valget er faldet på to af de mest succesrige personligheder i dansk teater - og en af svensk teater og dramatiks mest betydningsfulde personer:

Ingrid Dahlberg. Født 1941. Chef for Dramaten, Stockholm 1996-2002. Tidligere TV-dramachef i Sverige og filmproducer. Bestyrelsesmedlem for Bonnier-koncernen. Udnævnt til Årets leder i 2001.

Nikolaj Cederholm. Født 1963. Dramatiker, instruktør, skuespiller. Teaterchef på Dr. Dante’s Aveny 1992-2001.

Morten Grunwald, f. 1934. Skuespiller, instruktør. Tidligere teaterchef for flere teatre, senest på Østre Gasværk Teater 1989-1998. Filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut.

Kulturministeren er stolt over at kunne præsentere tre så stærke personligheder til at rådgive DST i blandt andet fordelingen af midler til udvikling og nytænkning på de københavnske teatre. Samtidig er Brian Mikkelsen glad for at indlede sin vision om at få internationale repræsentanter i alle nævn, råd og udvalg under Kulturministeriet.

”Det er en enestående mulighed at få frisk inspiration fra andre lande og andre måder at arbejde med teater og kultur i det hele taget. Jeg er sikker på, at DST og dermed de københavnske teatre kan få stor gavn af både Ingrid Dahlberg og de to danske teaterchefer, der jo også har udvist en særlig evne til at skabe både god forretning og stor teaterkunst,” udtaler ministeren.

Det rådgivende organ er beskikket frem til den 31. december 2005.

For yderligere oplysninger: 

Pressechef Jakob Høyer 3392 3598
Fuldmægtig Randi Svendsen 3392 9819