Nyt medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg

Jesper Bay afløser Uffe Savery som medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg

Kulturminister Uffe Elbæk har udpeget Jesper Bay som nyt medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg for perioden 1. maj 2012 - 31. marts 2015. Han afløser Uffe Savery.

Jesper Bay driver konsulentvirksomhed i kulturbranchen med rådgivning inden for strategi- og forretningsudvikling. Han er partner i musikselskabet Body of Work og underviser på Rytmisk Musikkonservatorium på Music Management-uddannelsen. Han var 2003-2010 kommunikations- og marketingsdirektør for pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI Danmark, og har tidligere bl.a. været direktør for flere pladeselskaber. Han har en master i International Virksomhedskommunikation

Uffe Savery fratræder musikudvalget for at frigøre tid til at fokusere på sit arbejde som chef for Sjællands Symfoniorkester og som udøvende musiker i Safri Duo.

Musikudvalget består herefter af Erik Bach (formand), Katrine Nyland Sørensen, Edna Rasmussen, Marianne van Toornburg, Ole Dreyer, Thomas Sandberg og Jesper Bay.

Yderligere oplysninger

Kontorchef Henrik Wenzel Andreasen, Kulturstyrelsen, tlf.: 41 10 25 35