Nyt om sprog

Sproget.dk giver en samlet adgang til officielle og autoritative sproglige opslagsværker og er det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark.

Sproget.dk blev lanceret i Kulturministeriet 23. oktober 2007 og er siden da blevet besøgt over 1.6 mio. gange.
 
I forlængelse af sin 2-års fødselsdag er sproget.dk den 11. december klar til at lancere en ny og forbedret søgefunktion.
 
Med den nye ”mente du”-funktion vil man fx kunne få hjælp til at finde det ord man søger. Skriver man fx hieraki, vil sproget.dk foreslå det korrekte hierarki. Og søger man på advokado, foreslår sproget.dk avokado. Klik på forslaget, og søgningen foretages med det samme.
 
Samtidig bliver det muligt at foretage emnesøgninger idet hver side er blevet forsynet med grammatiske emneord, som man enten kan søge på via emnesøgningssiden, der er opdelt i 11 kategorier fra 'betydning' over 'dialekter' og 'tegnsætning' til 'udtale', eller via emneregistret, hvor man kan vælge blandt samtlige de emneord der er i brug på sproget.dk.
 
Kulturminister Carina Christensen siger:
”Jeg er meget tilfreds med at sproget.dk udvikler sig og bliver et mere brugervenligt opslagsværk på nettet. Alle danskere kan få glæde af indholdet på sproget.dk”,
 
Sproget.dk redigeres af Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og projektet finansieres af midler fra Kulturministeriet. Siden opdateres og suppleres løbende og giver i dag adgang til Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog (i udvalg), Ordbog over det danske Sprog, Nye ord i dansk 1955-1998, KorpusDK, faktabokse fra Politikens Håndbog i Nudansk, Dansk Sprognævns svarsamling (i udvalg) samt klummer om sproglige spørgsmål bragt i Politiken fra 7. oktober 2006 til 25. juni 2008 og skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Herudover kan man søge i og finde svar på typiske problemer som fx orddeling, r-problemer og brug af genitiv-s (ejefalds-s), mens man under Sprogtemaer finder tekster, videoklip mv. om bandeord, etymologi (ordenes historie), sms-sprog m.m.m.
 
Så er man i tvivl om hvor kommaet skal stå, ikke kan huske hvordan man staver til hierarki, eller hvor mange bindestreger der er i væg til væg-tæppe, så brug sproget.dk, og bliv klogere på dansk ... og oven i købet ganske gratis.

Besøg sproget.dk

Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21
Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævn, tlf.: 35 32 89 82
Laurids Kristian Fahl, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, tlf.: 33 13 84 20 – 9661