Økonomisk opbakning til nye idrætsinitiativer

Nu er der ekstra udlodningsmidler på vej til idrætten. I alt 17,6 mio. kr. til idrætsinitiativer bliver fordelt til nye og forskellige idrætsprojekter, der på hver sin måde skal sikre gode rammer for et idrætsaktivt liv.

Særligt for flere af de nye initiativerne er, at de bakker op om idræt for udsatte. Det gælder bl.a. Broen Danmark, som nu får nu 500.000 kr. til at hjælpe flere udsatte børn og unge til en aktiv fritid og ind i idrætsfællesskaberne. På listen findes bl.a. også ekstra økonomisk opbakning til Esport Danmark, de paralympiske atleter samt til koordinering af den danske indsats mod matchfixing.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Desværre er det ikke alle, der har mulighed for at være en del af et idrætsfælleskab, og derved går de glip af det sammenhold, der følger med. Jeg er derfor glad for, at vi kan give tilskud til en række nye formål, der arbejder for at få flere udsatte med i sunde og positive fællesskaber. En idrætsaktiv hverdag er vigtigt for både krop og sjæl.”

 

Kulturministeren fordeler årligt en lille andel af udlodningsmidler til idrætsformål på et aktstykke med godkendelse af Folketingets Finansudvalg. I 2020 er der i alt ca. 17,6 mio. kr. til fordeling, hvoraf ca. 9 mio. kr. fordeles til formål fra tidligere aktstykker. Det drejer sig bl.a. en forøgelse af et tilskud til Play the Game fra 0,8 mio. kr. til 1,0 mio. kr. mhp. styrke Danmarks stemme i governance arbejdet internationalt samt en forøgelse af tilskuddet til Esport Danmark fra 1,5 mio. kr. for 2017-2019 til 5 mio. kr. i 2020-2021 mhp. at videreudvikle esportforbundet Esport Danmark som paraplyorganisationen på esportområdet.

 

Herudover fordeles ca. 8,5 mio. kr. til nye idrætsformål, jf. nedenstående oplistning.

 

Oversigt over nye formål på idrætsaktstykket 2020

  • BROEN Danmark tildeles 500.000 kr., som skal bidrage til at styrke lokalforeningers arbejde med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid.
  • Team Danmark tildeles et ekstraordinært tilskud på ca. 1,8 mio. kr., der er øremærket en ny støtteordning til personlige hjælpere mv. inden for Parasport i det år, hvor de Paralympiske Lege afholdes.
  • Der er afsat ca. 1,5 mio. kr. til organisationer, der arbejder for idræt til udsatte, herunder støtte til udviklingsinitiativer og samarbejder, der kan styrke de organisationer, der driver idrætsindsatser for udsatte.
  • Der afsættes ca. 1,7 mio. kr. til koordinering af den danske indsats mod matchfixing, oversættelse af de nye internationale regler om antidoping og den kommende evaluering af udlodningsmodellen.
  • Ca. 3,1 mio. kr. afsættes til en COVID-19 reserve.

 

Hent hele idrætsaktstykket (pdf)

 

Baggrund

Hvert år uddeler kulturministeren udlodningsmidler til forskellige idrætsformål.

Ud af de samlede udlodningsmidler på 1,8 mia. kr. på Kulturministeriets område i 2020 fordeles knap 1 mia. kr. til idrætsformål, primært gennem hovedorganisationerne i det frie foreningsliv. I tillæg til denne støtte fordeler kulturministeren årligt en lille andel af udlodningsmidlerne til andre idrætsformål på et aktstykke med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.

Idrætsaktstykket er nu tiltrådt af Finansudvalget.

 

Yderligere information

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16