Øverste chef til Rigsarkivet er fundet

Kulturminister Mette Bock har udnævnt Anne-Sofie Jensen til ny rigsarkivar. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skal nu stå i spidsen for 1000 års dokumentation af Danmarkshistorien og 220 medarbejdere på Rigsarkivet.

Anne-Sofie Jensen har en særlig indsigt i fornyelse og modernisering af den offentlige opgaveløsning via digitalisering. Hun tager sin store erfaring med strategisk ledelse med sig i det nye job som rigsarkivar. 

 

Kulturminister Mette Bock siger:

”Med Anne-Sofie Jensen får vi en ny rigsarkivar, der er i stand til at fortsætte udviklingen af Rigsarkivet som relevant vidensbank for borgerne, forskerne og de studerende. Jeg ser frem til at følge Anne-Sofie Jensens arbejde med at videreudvikle Rigsarkivet og bl.a. igennem digitalisering gøre Rigsarkivet endnu mere tilgængeligt for borgerne.” 

Anne-Sofie Jensen siger:

”Rigsarkivet løser en spændende og vigtig opgave med at dokumentere den samfundsudvikling, vi alle er en del af. Den viden og dokumentation er der for mig at se et stort potentiale i at få sat endnu mere i spil til gavn for både borgere, forskere og offentlige institutioner. Her skal vi forstå at udnytte de nye muligheder, den teknologiske udvikling og digitalisering af samfundet giver os, og det glæder jeg mig rigtig meget til at tage fat på sammen med medarbejderne i Rigsarkivet.”


Anne-Sofie Jensen tiltræder stillingen som rigsarkivar den 1. januar 2019. Asbjørn Hellum har valgt at fratræde stillingen efter 9 år i Rigsarkivet, da hans åremålsansættelse udløber.  

Kort om Rigsarkivet 

Rigsarkivet er Danmarks fælles hukommelse og står for at indsamle og opbevare historiske kilder og stille dem til rådighed for offentligheden. Rigsarkivet har i alt 220 medarbejdere fordelt på fire afdelinger i København, Odense, Viborg og Aabenraa. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16 

Rigsarkivets pressetelefon: 41 71 72 41