Offentlig database over modstandsfolk

Bestræbelserne på at mindes de danskere, der kæmpede for Danmarks frihed under 2. verdenskrig, har fået et markant skub fremad.

Frihedsmuseet under Nationalmuseet har fået lov af Datatilsynet til at oprette en database over danske modstandsfolk. Databasen skal være tilgængelig via nettet. Det vil sige, at der vil blive oprettet et offentligt kilde- og personregister, som alle borgere vil kunne søge viden i.
 
Oplysningerne vil blive taget fra de tusindvis af bøger og artikler, der findes om besættelsestiden. Slægtsforskere, men også historikere og andre interesserede, vil her kunne finde henvisninger til beskrivelser af modstandsfolk. Databasen vil blive åbnet i sommeren 2009.
 
Kulturministeriet har bevilget 1 mio. kr. af tipsmidlerne til formålet.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Bedre end et mindesmærke i sten og marmor vil databasen kunne fastholde vores fælles erindring om de modige mænd og kvinder, som satte livet på spil for Danmarks frihed. Jeg er overbevist om, at databasen vil være et nyttigt redskab for de mange, som ønsker at vide mere om modstandsbevægelsen og de ”fem forbandede år””. 

Yderligere oplysninger

Nærmere oplysning om projektet kan fås ved henvendelse til pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98 og museumsleder Esben Kjeldbæk, Frihedsmuseet, tlf. 33 47 39 20.