På sporet af den tabte tid i historiens dag i år

Temaet for Historiens Dag 2008 er jagten på historien. Temaet giver børnene mulighed for at lege sig gennem en række historiske begivenheder som modstandsbevægelsens kampe under 2. verdenskrig eller vikingernes hæsblæsende togter.

Historiens Dag blev indstiftet af kulturministeren i 2004 for at gennemføre en landsdækkende begivenhed, der er helliget den danske kulturarv. Dagen skal ses som en anledning til at øge opmærksomheden, kendskabet og engagementet i kulturarven. 

Brian Mikkelsen udtaler:

”Jeg er rigtig glad for, at Historiens Dag har vist sig at være så stor en succes de foregående år. Og jeg er sikker på, at dette års mange sjove arrangementer, hvor børnene jager kulturarven, nok skal tiltrække mange børn og deres forældre eller bedsteforældre. ”
 
Historiens Dag er en festdag for kulturarven, hvor der bliver sat fokus på børnene og deres forhold til historien.
 
”Jeg synes, det er rigtig godt, at familierne på Historiens Dag får mulighed for at få en oplevelse sammen, hvor de møder vores fælles kulturarv på nye måder. Jeg er nemlig af den overbevisning, at hverdagen bliver både sjovere og bedre, når man kender sine rødder og sin fædrelandshistorie. På Historiens Dag ophæver vi grænserne for, hvordan vi normalt formidler kulturarven til vores børn. Når børnene får lov til at lege sig igennem vores overdådige historiske skattekiste, får de et anderledes indblik i historien,” siger kulturminister Brian Mikkelsen.
 
Se nærmere om Historiens Dag og læs om de forskellige arrangementer på www.kulturarv.dk

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 33 92 35 98