Peter Bavnshøj genansat som direktør for Dansk Landbrugsmuseum

Kulturminister Carina Christensen har besluttet at ansætte Peter Bavnshøj som direktør for Dansk Landbrugsmuseum for endnu en periode.

Dansk Landbrugsmuseum er det statslige og nationale museum for landbruget, landbokulturen samt landbrugets følgeindustrier og har til huse på herregården Gl. Estrup på Djursland.
 
Peter Bavnshøj er 52 år og historiker og middelalderarkæolog, og han har været direktør for Dansk Landbrugsmuseum de seneste 9 år. 

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Peter Bavnshøj har med sit engagement og sin personlighed formået at udvikle Dansk Landbrugsmuseum til et meget synligt museum med stærk vægt på den levende formidling af landbrugets historie. Gennem de seneste par år er det årlige besøgstal steget til over 100.000, og museets udstillinger tiltrækker nye målgrupper som byfolk, unge og børnefamilier. Mere end 1200 frivillige deltager i lav, der bl.a. viser, hvordan man tidligere dyrkede jorden, smedede, lavede mad, slyngede honning og bryggede øl.
 
I de kommende år skal historien om måltidets kulturhistorie fortælles. Fødevarer, madens fremstilling og dens særlige kulturhistorie, der knytter sig til måltidet – også i familien og hjemmet  –  optager store dele af befolkningen. Jeg er sikker på, at Peter Bavnshøj med sine stærke visioner, sin personlighed og sit store netværk vil løfte den fremtidige opgave på allerbedste vis.”
 
Ansættelsen sker efter en enstemmig indstilling fra et ansættelsesudvalg bestående af afdelingschef Steen Kyed, Kulturministeriet, overinspektør Inger Tolstrup, Nationalmuseet, komitéformand Knud Erik Jensen, Komiteen for Dansk Landbrugsmuseum, kontorchef Katrine Tarp, Kulturministeriet, samt medarbejderrepræsentant Marianne Kristensen, Dansk Landbrugsmuseum.
 
Peter Bavnshøj genansættes som direktør for Dansk Landbrugsmuseum med virkning fra den 1. januar 2009.

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Katrine Tarp, Kulturministeriet, tlf. 33 95 45 60/ kta@kum.dk eller direktør Peter Bavnshøj, Dansk Landbrugsmuseum, tlf. 87 95 15 27