Professionelle boksere skal dopingtestes af uafhængige kontrollanter både i - og udenfor ringen

Det skal være obligatorisk for alle boksere – også professionelle – at underkaste sig en uafhængig og gennemskuelig dopingkontrol gennemført af Anti Doping Danmark som vilkår for at kunne stille op til boksekampe i Danmark.

Det vil kulturminister Brian Mikkelsen sikre ved i samarbejde med justitsministeren at få skærpet reglerne i boksecirkulæret.

Målet er at fjerne enhver mistanke om at professionelle boksere bruger doping. I dag er det kun amatørboksere som har indordnet sig under de internationale dopingregler.

Kulturministeriet, Anti Doping Danmark og Team Danmark har hidtil forgæves opfordret ”Dansk professionelt Bokse-Forbund” til frivilligt at gå ind på de dopingregler, som alle andre sportsgrene for længst har tilsuttet sig. Disse regler indebærer at bokserne skal testes uanmeldt både i forbindelse med boksekampe og i øvrigt når som helst, f.eks. under et træningsforløb. Dopingkontrollen skal gennemføres af Anti Doping Danmark, som er uafhængig af såvel bokseforbundet som arrangører og sponsorer, og testresultatet skal offentliggøres.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Doping er en svøbe for moderne idræt. Doping er farligt og skal bekæmpes hårdt og konsekvent. Der kan absolut ikke være tale om nogen form for tolerance over for snydere, der bruger doping. Det er skandaløst, at den professionelle bokseverden ikke vil indordne sig under det samme regelsæt, som alle andre dele af idrætsverdenen. Dét er med til at forstærke indtrykket af, at professionel boksning ikke er helt fin i kanten, og at man ikke kan tillægge professionel boksning den store sportslige værdi.”

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Søren Riiskjær, tlf.: 3392 9832
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598