Regeringen vil give alle adgang til egne oplysninger i arkiverne

Regeringen vil ændre arkivloven, så alle fremover får en juridisk ret til arkivadgang til egne oplysninger i sager på arkiv. I dag er det nødvendigt at søge om tilladelse. Lovændringen skal blandt andet sikre, at personer, der har været anbragt på institutioner, sikres adgang til egne oplysninger.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Denne regering er på de udsatte børns side. De mennesker, der har været anbragt på børnehjem, psykiatriske institutioner eller lignende, skal derfor sikres ret til at få adgang til at se deres egne oplysninger. Derfor foreslår vi en ændring af arkivloven, der giver alle en ret til arkivadgang til egne oplysninger uden at søge om dispensation. Det er almindelig ordentlighed at give mennesker adgang til deres egen historie.”

Baggrund

Arkivalier, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold, er først tilgængelige efter 75 år. Hvis man i dag ønsker indsigt efter arkivreglerne, træffer Rigsarkivet afgørelse om dispensation. Dette gælder også, selvom en person søger arkivadgang i sin egen sag.

Regeringen foreslår derfor, at der indføres en ny bestemmelse i arkivloven, så der indføres en ret til arkivadgang til egne oplysninger, og man ikke først skal anmode om tilladelse.

Det er hensigten, at retten til indsigt efter arkivloven skal gælde alle typer sager, hvor en person ønsker indsigt i sine egne oplysninger. Det vil således ikke kun omfatte børne- og anbringelsessager, men også fx skilsmissesager, faderskabssager, sager om patientjournaler mv.

Ud over lovændringen vil regeringen med en udredning kaste lys over de overgreb og forhold, som socialt udsatte blev udsat for gennem Danmarkshistorien. Læs mere i pressemeddelelsen fra Social- og Indenrigsministeriet.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16