Regeringen vil styrke EU-debatten

Regeringen giver 1 mio. kr. til organisationer, der oplyser om EU. Det er et led i regeringens mål om at styrke EU-debatten, så det bliver klart, hvilke forventninger danskerne har til EU og Danmarks placering i Europa i fremtiden.

Kulturminister Mette Bock siger:

”I EU debatterer man i disse dage, hvordan EU-samarbejdet skal se ud efter Brexit. Det er en debat, som har stor betydning for os i Danmark, og den skal vi selvfølgelig deltage i. Regeringen vil gerne lytte til borgerne og bidrage til at gennemføre de visioner, civilsamfundet har for EU. Vi har behov for overskuelige visioner og konkrete idéer fra danskerne. Det kræver troværdige diskussioner mellem så mange danskere som muligt. Debatten har hidtil foregået i reservater. Med de ekstra penge skal debatterne foregå overalt i landet.


Jeg ser gerne, at diskussionerne kommer til at foregå i forsamlingshuse, skoler, private hjem og lignende, hvor borgerne er fysisk til stede. Selvom vi lever i en digital tid, er der en stigende sult efter det fysiske møde, hvor vi i højere grad diskuterer respektfuldt og frugtbart, så vi kan komme videre og få en levende dansk EU-debat.” 

 

Debat og oplysning

Europa-Nævnet får til opgave at fordele pengene mellem fem landsdækkende organisationer, der har til formål at skabe debat og oplyse om Europa. Pengene skal primært bruges til at rejse en EU-debat i lokalsamfundene uden for de store byer, hvor Europanævnet i forvejen støtter mange arrangementer om EU. Der er tale om følgende organisationer: Den Danske Europabevægelse, DEO-Oplysningsforbundet Demokrati i Europa, Europa NU, Fagbevægelsen mod Unionen FMU, Nyt Europa.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16