Ridelandsholdet modtager Kulturministerens Handicapidrætspris 2010

Kulturminister Per Stig Møller har i aften uddelt Kulturministerens Handicapidrætspris ved arrangementet Sport 2010, der afholdes i MCH Messecenter Herning.

Ridelandsholdet, VM i Kentucky Foto: Ridehesten.com 

Det er anden gang, prisen på 75.000 kr. bliver uddelt.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Handicapidrætsprisen sætter fokus på den store og engagerede indsats, som vores idrætsudøvere med handicap samt trænere, klubber og forbund over hele landet leverer. I år går prisen til ridelandsholdet for handicappede ryttere for dets flotte præstation ved VM i ridning i Kentucky i oktober 2010. Her sikrede ridelandsholdet Danmark en flot tredjeplads, og det var derfor med til at sørge for, at også 2010 blev et flot medaljeår for dansk handicapidræt. Samtidig fortjener ridelandsholdet denne anerkendelse for sine evner til at virke som rollemodel for handicapidrættens fremtidige tætte samarbejde med den øvrige idræt.”

Ridelandsholdet består af Annika Lykke Dalskov, Caroline Cecilie Nielsen, Stinna Tange Kaastrup og Henrik W. Sibbesen og deres holdleder, Lis Lihme.

Ridelandsholdet er indstillet af Dansk Handicap Idræts-Forbund. Det vandt prisen foran Mansoor Siddiqi, eliteidrætsudøver, opfinder og igangsætter af racerunning, og ildsjælen, svømmeunderviser Michael Steen Astrup.

Formålet med Kulturministerens Handicapidrætspris er at sætte fokus på personer eller organisationer, som gør en særlig indsats for at fremme eller udvikle handicapidrætten og/eller handicapidrættens forhold.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Michael Jannerup, tlf.: 24 69 64 21
Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen, tlf.: 33 92 35 68