Seniorforsker fra Rigsarkivet modtager medalje for fremragende forskning

Kulturminister Bertel Haarder overrækker i dag Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt medaljen, til seniorforsker ved Rigsarkivet, Peter Birkelund, for hans værk ”Sabotør i Holger Danske”.

 

Kulturminister Bertel Haarder siger: 

”Det er en stor fornøjelse at kunne tildele Peter Birkelund Julius Bomholt medaljen for hans dybdegående forskning i den danske modstand og sabotage under 2. verdenskrig. ”Sabotør i Holger Danske” er et medrivende og oplysende værk, der bringer os tættere på modstandsgruppens virke og de mennesker, der var en del af den. Samtidig bliver vi mindet om, at vi ikke skal tage vores frihed for givet”. 

Kulturministeriets Forskningsudvalg har indstillet værket til Kulturministeren.

Formanden for udvalget begrunder indstillingen således: 

”Afhandlingen forener en forbilledlig historisk analyse med en flot formidling af det meget store kildemateriale. Holger Danske-gruppens spændende historie bliver levende fortalt, og nye brikker bliver lagt til vores forståelse af den danske sabotage og de mange meget forskelligartede danskere, der gik ind i det illegale arbejde for et frit Danmark.”

Om Julius Bomholt Prisen

Julius Bomholt Prisen tildeles for nyskabende forskning af højeste kvalitet publiceret inden for de sidste tre år som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats. Prisen uddeles en gang om året i tilknytning til Kulturministeriets årlige forskningsseminar Julius Bomholt-seminaret. Prisen er indstiftet af Kulturministeriet og navngivet efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Vinderen af Julius Bomholt Prisen modtager en medalje i bronze skabt af billedkunstner Morten Stræde. Såvel prisen som seminaret er etableret med henblik på at sætte fokus på den forskningsindsats, som findes på kulturområdet. 

Overrækkelsen fandt sted i dag kl. 15.35 på Nationalmuseet. 

Yderligere oplysninger

Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg, Anne-Marie Mai, tlf.: 64 83 17 40

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16