Slut med besparelser for højskoler og kunstneriske uddannelser

Fra 2020 er det slut med sparekrav til de kunstneriske uddannelser og folkehøjskolerne i Danmark. Det vil fremgå af regeringens finanslovsforslag, der præsenteres i denne uge.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Regeringen fremlægger i denne uge en ambitiøs og ansvarlig finanslov, hvor vi tilbageruller en række af de sparekrav, som den borgerlige regeringen står bag. På kulturområdet sætter vi fra 2020 en stopper for nedskæringerne på de kunstneriske uddannelser og folkehøjskolerne. Det er tiltrængt. Folkeoplysningen og de kunstneriske uddannelsesmuligheder er vigtige dele af vores velfærdssamfund. 

Jeg ved, at mange havde håbet, vi kunne fjerne alle sparekravene på hele kulturområdet allerede fra næste år. Til dem vil jeg sige: Det er stadig regeringens mål – men vi må tage det skridt for skridt og gøre det på en økonomisk ansvarlig måde.” 

Baggrund

Omprioriteringsbidraget ophæves fra 2020 på uddannelsesområdet, herunder de videregående kunstneriske uddannelser, folkehøjskolerne og Det Kgl. Biblioteks Universitetsbibliotek. De videregående kunstneriske uddannelser er: 

- Kunstakademiets Billedkunstskoler

- Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

- Rytmisk Musikkonservatorium

- Det Jyske Musikkonservatorium

- Syddansk Musikkonservatorium

- Den Danske Scenekunstskole

- Den Danske Filmskole

- Det Fynske Kunstakademi

- Det Jyske Kunstakademi

- Forfatterskolen

Regeringens finanslovsforslag vil medføre, at det samlede omprioriteringsbidrag på kulturområdet vil blive reduceret til 50 mio. kr. i 2020. Set i forhold til Kulturministeriets samlede bevillinger på 9,3 mia. kr svarer det til i alt 0,6 %.

Hovedparten af kulturområderne er ikke omfattet af omprioriteringsbidraget. Det gælder bl.a. idrætten, det frie foreningsliv, midler til egnsteatre og rytmiske spillesteder, kunststøtten fra Statens Kunstfond, støtte til medier og film samt forskellige projekttilskud til museer, folkeoplysning og biblioteker. Med regeringens finanslovsforslag vil de kunstneriske uddannelser, folkehøjskolerne og Det Kgl. Biblioteks Universitetsbibliotek fra 2020 heller ikke være omfattet af omprioriteringsbidraget.

Regeringens finanslovsforslag vil blive offentliggjort senere på ugen. Her vil den samlede økonomi på Kulturministeriets område fremgå.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16