Støtte til afholdelse af VM i skolehåndbold i 2008

Kulturminister Brian Mikkelsen støtter afholdelse af VM i Skolehåndbold i 2008 med et tilskud på 200.000 kr.

 

Dansk Skoleidræt er af International Schoolsport Federation (ISF) udpeget til at arrangere VM i Skolehåndbold og har i samarbejde med Ikast-Brande Kommune udpeget 6 haller i kommunen, hvor der skal spilles, mens Sportscenter Ikast skal være basis for alle øvrige arrangementer i VM-stævnet.
 
Det forventes, at der skal afvikles 140 – 160 kampe. Slogan for VM—stævnet er ”For the Youth – by the youth”, idet det i samarbejde med European Handball Federation er besluttet kun at anvende unge dommere under 24 år. Samtidig arbejdes der på i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund at uddanne elever fra 8.-10.kl. til opgaver som tidtagere, sekretærer og halspeakere samt holdguides, der skal hjælpe holdene med diverse praktisk ting.
 
Der budgetteres med udgifter på 3,1 mio.kr.
 
VM i Skolehåndbold afholdes hvert andet år. Det er 3. gang Danmark skal være vært.  Danmark har tidligere været vært i 1980 og 1992.
 
Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Det er mig en stor glæde at kunne give et tilskud til afholdelse af VM i Skolehåndbold her i Danmark. Et sådant arrangement, hvor der er deltagere fra omkring 25 lande med i alt 40-45 pige- og drengehold i alderen 15 – 17 år, er med til at styrke Danmark som idrætsnation. Alle disse unge mennesker vil vende tilbage til deres hjemland med mange gode oplevelser og et godt indtryk af Danmark i bagagen. Det er dejligt, at Ikast-Brande Kommune vil påtage sig værtskabet – og at Dansk Skoleidræt påtager sig den store opgave, som afholdelsen af et sådant stævne jo er. Tak til såvel Ikast Brande – Kommune som Dansk Skoleidræt.”
 
Formand for Dansk Skoleidræt Lene Mygenfordt udtaler:
”I Dansk Skoleidræt ser vi frem til at byde elever fra hele verden velkommen til en fantastisk uge med håndbold på højt plan, hvor de unge vil kæmpe om den ærefulde titel og det skinnende metal. Men VM er meget mere end det. Det betyder også et hav af kulturelle og sociale begivenheder for deltagerne. Forberedelserne er allerede i fuld gang for at skabe de bedste rammer. Med Kulturministeriets tilskud er vi et skridt nærmere at opfylde det mål. Uden støtte kan VM ikke lade sig gøre, så vi er meget taknemmelige for tilskuddet”. 
 
Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Østergaard Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98
Kontorchef Peter Schønning, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 68
Generalsekretær Allan Lund, Dansk Skoleidræt, tlf. 63 31 00 66 / mobil: 21 28 98 28