Stor amerikansk satsning på nordisk kultur

En lang række danske kunstnere er inviteret med, når en stort anlagt kulturfestival i Washington fra 19. februar 2013 og fire uger frem præsenterer kunst og kultur fra det kolde nord. Festivalen finder sted på John F. Kennedy Center for the Performing Arts, der er et af USA’s største kulturcentre.

John F. Kennedy Center for the Performing Arts i Washington har inviteret over 700 kunstnere fra de fem nordiske lande, samt Grønland, Færøerne og Åland til at deltage i centrets store nordiske satsning Nordic Cool 2013, der finder sted fra d. 19. februar til d. 17. marts 2013. Der er fokus på scenekunst, musik, film, litteratur, design, arkitektur, kunsthåndværk og nordisk mad.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:

”I USA oplever vi i disse år en stor interesse for dansk kunst og kultur. Kennedy Centret er en af USA’s største kulturinstitutioner, og derfor er det selvfølgelig fantastisk, at det tager initiativ til en stor og ambitiøs kulturfestival, der giver amerikanerne mulighed for at udforske den nordiske kunst og kultur på tæt hold. Kennedy Centrets store satsning på Norden er en oplagt mulighed for at vise den mangfoldighed, der udfolder sig i de nordiske lande. Jeg glæder mig meget til at opleve, hvad amerikanerne siger til mødet med det moderne norden.”

Læs mere om festivalen og det danske program på Kulturstyrelsens hjemmeside

Besøg John F. Kennedy Centers hjemmeside, og læs bl.a. mere om festivalen