Stor kampagne for børn og bøger

Læselysten og læseglæden skal fremmes hos danske børn og unge.

 

Det er visionen i en større kampagne, som skal løbe over de næste to år. Kampagnen lanceres af kulturminister Brian Mikkelsen efter tæt samarbejde med Biblioteksstyrelsen og Litteraturrådet, der også skal stå for mange af projekterne.

Ministeren har indtil videre bevilget op til fem mio. kr. til følgende tiltag og projekter:

     

  • Særlig biblioteksbetjening for børnehaver med særlig fokus på de mindste børn
  • Højtlæsning – konkurrencer og undervisning for børn med kåring til stor bogfest.
  • Årets børnebog – udvalgt af børn med kåring til stor bogfest.
  • Udbygning af det særlige website for børn – www.childbooks.dk – med fokus på børn, bøger og digitale medier som eksempelvis internettet.
  • Husforfatterordning for institutioner, hvor forfattere tilknyttes for at lære børn at skrive. Indtil videre er planlagt fem forløb af tre måneder.
  • Projekt ”Den Gode Historie” - fortsætter som tilbagevendende begivenhed.
  • Ordenes Magi – fortællingen har stor betydning for syge børns trivsel og helbredelse. Afholdelse af forældreaftener og andre arrangementer på hospitaler.

Aktiviteterne vil blive sat i gang af et stort seminar om børn og bøger straks i det nye år. Herefter vil aktiviteterne strække sig over de næste to år, hvor kulturminister Brian Mikkelsen glæder sig over at få sat fokus på børns forhold til bøger.

”Bøger er en unik del af børns opvækst og oplevelses-univers – både med eventyr og fortællinger fra børns egen hverdag. Derfor håber jeg, at vi med nye aktiviteter og tiltag kan være med til at øge børns læselyst og læseglæde, så børn i endnu højere grad får glæde af bøgers gave til os som læsere,” udtaler ministeren.

Yderligere oplysninger:

Helvinn Høst, specialkonsulent i Kulturministeriet 3392 3524
Jakob Høyer, pressechef i Kulturministeriet 3392 3598