Thorvald Berthelsen kåret som årets Kulturelle Ildsjæl 2014

Kulturminister Marianne Jelved har sammen med ministeren for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen i dag kåret formand Thorvald Berthelsen fra foreningen StORDstrømmen til årets Kulturelle Ildsjæl.

Prisen er stiftet af de to ministre tidligere på året og kåringen fandt sted på Folkemødet på Bornholm. 

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Det er afgørende for fællesskabet i et lokalområde, at der er kulturelle aktiviteter, som kan samle folk og sætte skub i nye ideer og initiativer. Jeg er derfor rigtig glad for, at prisen i år er gået til Thorvald Berthelsen. Han har netop formået at samle folk i kommunerne i det gamle Storstrøms Amt omkring foreningen StORDstrømmen og de aktiviteter, som foreningen arrangerer. Thorvald Berthelsen har gennem sin frivillige indsats som formand for foreningen løftet lokalområdets kulturelle selvforståelse og ved at gå forrest har hans engagement og energi smittet af på samfundet omkring ham. Jeg ønsker Thorvald Berthelsen stort tillykke med prisen.”  

Alle har i løbet af foråret kunne indstille kandidater til årets Kulturelle Ildsjæl og et dommerpanel bestående af kulturforsker Mette Steenberg, formand for DGI Søren Møller og kok og iværksætter Claus Meyer har vurderet kandidaterne og sammen peget på Thorvald Berthelsen, som årets prisvinder. Mange andre kandidater har været i spil og været med i opløbet til at blive årets ildsjæl, bl.a. stifter af Barndrømmen Dorthe Foged og formand for Landsbyforeningen i Jegerup Solveig Larsen. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon tlf.: 22 76 51 16.

Læs mere om prisen og Kulturdanmark-initiativet her på kum.dk