Tre nominerede til Kulturministerens Parasportspris 2017

Kulturministerens Parasportspris hylder personer og organisationer, som har gjort en særlig indsats for at fremme eller udvikle handicapidrætten. Prisen overrækkes af kulturministeren den 6. januar 2018 ved DRs sportsgalla-show ”Sport2017” i Jyske Bank Boxen Herning.

Kulturminister Mette Bock siger:

”De atleter, ildsjæle, klubber og foreninger, der gør en forskel for handicapidrætten i Danmark, fortjener at blive hyldet og fejret. De gør en kæmpe indsats for dansk handicapidræt. De nominerede har skabt imponerende sportslige resultater enten som atleter eller ildsjæle. Jeg glæder mig til at kåre en vinder og fejre dem alle ved Sport2017 i Herning.”

De tre nominerede kandidater:

  • Lisa Kjær Gjessing – Parataekwondo-kæmper. Indstillet af Parasport Danmark
    Vinder af parataekwondo-verdensmesterskaberne i 2017 samt i 2013, 2014 og 2015. Derudover vinder af parataekwondo-europamesterskaberne i 2013 og 2015 og er netop nu placeret nr. 1 på verdensranglisten i hendes senior dame vægtklasse. Lisa startede sin parataekwondo-karriere, da hun fik amputeret halvdelen af sin underarm i 2012 som følge af et sygdomsforløb med kræft. Ved siden af sin sport er Lisa mor til to piger og gift med Kristian Gjessing. Lisa arbejder til dagligt som jurist.
  • Connie Hansen og Mansoor Siddiqi – RaceRunning. Indstillet af både Handicapidrættens Videnscenter og Danske Handicaporganisationer (v. Spastikerforeningen)
    Har ydet en imponerende indsats for at opfinde, organisere og udbrede RaceRunning. I efteråret 2017 har den Internationale Paralympiske Komite (IPC) godkendt RaceRunning som en officiel World Para Athletics-disciplin med virkning fra d. 1. januar. I 26 år har de to arbejdet på at skabe og udbrede sporten til glæde og gavn for allerede aktive udøvere, men også for personer der, som følge af deres fysiske handicap, ikke tidligere har kunnet dyrke kørestolsrace. RaceRunneren har redefineret kørestolsidrætten og skabt en ny sportsgren. Alt dette skyldes den opfindelse, som Mansoor og Connie gjorde sig for efterhånden 26 år siden.
  • Joachim Thor Krøyer – Sekretariatsleder i Dansk Døve-Idrætsforbund. Indstillet af Dansk Døve-Idrætsforbund
    Har gjort et stort stykke arbejde for Dansk Døve-Idrætsforbund, der for 3 år siden igangsatte en forandringsproces: Forbundet havde brug for mere synlighed og goodwill samt bedre organisering, struktur og økonomi. Det har organisationen fået i dag takket være Joachim Thor Krøyer. Desuden var han medvirkende til at Danmark blev vært for VM i døve-golf i 2016. Ved denne lejlighed afviklede Danmark et godt mesterskab.

Med prisen, som bliver uddelt ved DRs sportsgalla-show ”Sport2017” den 6. januar 2018, følger en præmie på 100.000 kr.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16