Uddeling af Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2006

Kulturminister Brian Mikkelsen uddeler den 8. februar 2007 Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger på 30.000 kr. til illustratoren Ursula Seeberg for illustrationerne til Regnar Lodbrog og Kraka, med tekst af Dorte Futtrup.

Overrækkelsen finder sted torsdag den 8. februar kl. 14:00 i Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København V.
 
Ursula Seeberg er født i 1957 og uddannet på Skolen for Brugskunst 1975 – 80 (nu Danmarks Designskole) på illustratorlinien og har siden været involveret i flere end 40 værker enten som illustrator eller som illustrator og forfatter. Ursula Seeberg modtog i 2004 Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris
 
Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Det er med fornøjelse, jeg årligt uddeler Kulturministeriet Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger. Og det er en stor glæde at skulle overrække Illustratorprisen 2006 til Ursula Seeberg for tegningerne til historien om Regnar Lodbrog og Kraka, denne fantastiske fortælling fra den nordiske mytologi, som vi alle kan huske, fordi Kraka løste den svære opgave, at møde vikingehøvdingen Regnar Lodbrog ”hverken påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende og hverken ensom eller fulgt af noget menneske”. Langt hår, fiskenet, et løg og en hund ved sin side var løsningen på opgaven.”
 
Illustratorprisudvalget, der består af Tove Roed, Kirsten Møller, Bente Zeij, Søren Jessen og Jens Raahauge, begrunder bl.a. sin indstilling således: ”Ursula Seeberg har en sikker og egenartet stil, som kommer til sin ret i Regnar Lodbrog og Kraka. Hun blæser nyt liv i mytologien med sit eget særkende – gennem sin tolkning af personerne og naturen. Hvad er så dette særkende? En klassisk tegnestil, hvor figurtegningen har sin egen blanding af robusthed og sanselighed – og et sikkert farvevalg – som forankrer fortællingen i den nordiske mytologi. Alt i alt har Ursula Seeberg gennem sin tolkning af fortællingen om Regnar Lodbrog og Kraka brudt det stereotype billede af, hvordan vikingerne afbildes – de bliver portrætteret med et humoristisk blink og en ny sanselighed. Dermed har Ursula Seeberg føjet nye billeder til, hvordan den sagnomspundne vikingetid kan opfattes.”

Pressen er velkommen.
 
Yderligere oplysninger
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98, kontorchef Karin Marcussen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 66.