Viden og erfaring samles på digitalbevaring.dk

Digitalbevaring.dk er resultatet af et samarbejde mellem fire af landets største bevaringsinstitutioner, der har som mål at dele ud af viden og erfaring med digital bevaring.

Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Statens Arkiver og Det Danske Filminstitut har lang erfaring med digital bevaring. Institutionerne er derfor gået sammen og er med støtte fra Kulturministeriet gået i luften med hjemmesiden digitalbevaring.dk.

Digitalbevaring.dk formidler den viden og de erfaringer, de fire institutioner har opnået gennem deres arbejde med bevaring af den digitale kulturarv.

Digitalbevaring.dk henvender til arkiver, biblioteker, museer - og til borgere

Hjemmesidens målgruppe er arkiver, biblioteker og museer, der allerede arbejder med eller planlægger at arbejde med digital bevaring. Men almindelige borgere kan også få gode ideer til, hvad man skal tænke over, og hvad man kan gøre for at bevare sine digitale minder.

Digitalbevaring.dk præsenterer ekspertartikler, nyheder, konferencer mv.

I første omgang vil hjemmesiden præsentere artikler om digital bevaring skrevet af eksperter på området. Den vil også bringe nyheder inden for digital bevaring og bl.a. annoncere møder og konferencer. Siden vil løbende blive udbygget i forhold til de emner, målgruppen efterspørger, og med links til bevaringsværktøj.

Besøg hjemmesiden digitalbevaring.dk