Kulturministeriets talentindsats for kunstarterne

Danmark har masser af unge talenter. Men talenterne skal blive endnu bedre, hvis de fremover skal klare sig i en global konkurrence om pladserne på de kunstneriske uddannelser, og når de bedste unge kunstnere skal skabe en karriere i Danmark og i udlandet.

Med kulturministeriets talentindsats for kunstarterne styrker vi:
1. De lokale talentmiljøer
2. Den unge elites begyndende karriere

Der hvor talentet for alvor tager form, og der hvor talentet skal stå på egne ben.

Det er vurderingen, at en styrket indsats rettet mod disse to led i den kunstneriske fødekæde vil få den største effekt for udviklingen af den talentfulde kunstner. Dette valg bygger på Kulturministeriets kortlægning af talentinitiativer i Danmark og en efterfølgende dialog om mulige talentinitiativer med en række aktører fra kommuner, kunstneriske uddannelser, kunstnere og lokale talentinitiativer m.fl.

Talentindsatsen indeholder også initiativer, hvor de kunstneriske uddannelsesinstitutioner skal styrke talentindsatsen gennem samarbejde med talentmiljøerne og ruste de studerende til et bæredygtigt arbejdsliv. Også de statslige kulturinstitutioner skal gøre en ekstra indsats for talentudviklingen.

Kulturministeriets talentindsats omfatter kunstarterne: arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst.

Der afsættes 8,5 mio. kr. til en styrkelse af lokale talentmiljøer i hele landet og 4 mio. kr. årligt til et karriereprogram for unge kunstnere.

Udvælgelsen af unge kunstnere til karriereprogrammet sker via et tværfagligt udvalg under Statens Kunstfond. Slot- og Kulturstyrelsen fordeler midlerne til lokale talentmiljøer. Puljer med kriterier vil blive udmeldt i foråret 2018