Trygtid.dk - børn og unge online

Kampagnen ”Trygtid.dk – børn og unge online” skal starte en offentlig debat om børn og unges liv på nettet. Her vil vi diskutere voksnes, myndigheders og mediebranchens ansvar, og hvad der kan gøres politisk og uddannelsesmæssigt for at skabe tryggere rammer online.

Den teknologiske udvikling giver mange muligheder for at modtage og tilgå information, og mange børn og unge bruger meget tid på blandt andet sociale medier og digitale spiluniverser. Når børn og unge bruger så meget tid online om dagen, er det vigtigt, at deres færden sker i trygge rammer.

Kulturminister Joy Mogensen vil derfor gerne spørge befolkningen om, hvad de opfatter som de største problemer i børn og unges liv online, og hvad der skal gøres for at løse udfordringerne.

På kampagnesitet Trygtid.dk og den tilhørende Facebook-side kan borgerne debattere med hinanden og med kulturministeren.

Kampagnens målgruppe er forældre, lærere, pædagoger, medieaktører, offentlige myndigheder og andre voksne i børns liv, fordi de har et ansvar for, at børn og unges digitale færden sker i trygge rammer.

Kampagnen kører i marts 2020. Borgerbidragne skal inspirere regeringens arbejde med ”børn og unges digitale liv og dannelse” og kulturministerens arbejde med en ny medieaftale i 2020.

Besøg kampagnewebsitet Trygtid.dk - børn og unge online

Læs pressemeddelelse

Om regeringsprojektet "Børn og unges digitale liv og dannelse":

Regeringen vil:

  • se på spørgsmålet om regulering af sociale medier, blandt andet i forhold til spørgsmålet om indhold og ansvar.
  • styrke børn og unges digitale dannelse og skabe mere og bedre sikkerhed for børn og unge på digitale medier.
  • se på, hvordan vi begrænser børn og unges eksponering for skadeligt indhold på internettet.
  • gå i dialog med de store sociale medievirksomheder, fordi der er et behov for større åbenhed og samfundssind fra tech-giganterne på dette område.