Mette Bock glæder sig over dansk Tour-start

Kulturminister Mette Bock ser frem til, at Danmark lægger asfalt til dansk Tour de France start i 2021. At touren kan begynde i Danmark, skyldes en målrettet indsats fra dansk side, og tour-starten giver samtidig mulighed for at sætte fokus på breddeidrætten i hele landet, mener ministeren.

Nyhed
21.02.2019

Kulturminister Mette Bock siger:

”En Tour de France-start i Danmark i 2021 bliver en national idrætsbegivenhed. Vi er et lille land med en stor passion for cykling med fantastiske resultater på højeste niveau. Derfor er det glædeligt og velfortjent, at det er lykkedes at få en Tour de France start til Danmark.

Danmark har gentagende gange vist, at vi er blandt verdens fremmeste inden for cykling – både resultatmæssigt og med store arrangementer. I 2011 lagde vi asfalt til VM i landevejscykling, og at vi nu får en Grand Depart understreger blot vores status som international cykelnation. Det er ikke sket af sig selv, men skyldes en målrettet indsats fra dansk side.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tænker civilsamfundet ind, når vi skal afholde starten om 2 år. Tour de France i Danmark er en oplagt mulighed for at styrke idrætsdeltagelsen med breddeidrætsevents ude i kommunerne. Det professionelle cykelløb skal gå hånd i hånd med lokale idrætsarrangementer og tilbud, så vi også fremmer den brede idrætsdeltagelse.”

Baggrund

Gennemførelsen af en dansk Tour de France start – også kendt som Grand Départ – vil blive organiseret af et interessentskab, som er stiftet til formålet, hvori Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Nyborg Kommune, Sønderborg Kommune, Vejle Kommune og Roskilde Kommune deltager som interessenter.

Det samlede budget for Grand Départ er sat til i alt 88 mio. kr. i 2019-2021, som finansieres med støtte fra både stat, regioner og berørte kommuner. Sport Event Denmark, som er en offentlig selvejende institution under Kulturministeriet, bidrager med 7 mio. kr.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16