2,7 mio. kr. til Manuskriptskolen for Børnefiktion

Manuskriptskolen for Børnefiktion modtager bevilling for at sikre deres fremtidige virke.

Pressemeddelelse
04.05.2023

På Manuskriptskolen for Børnefiktion bliver talentfulde fortællere og forfattere uddannet i den stærke nordiske tradition for at skabe historier i børnehøjde med høj kvalitet og originalitet. Manuskriptskolen for Børnefiktion mangler akut finansiering, fordi medieaftalen, hvor der var afsat midler til skolen, er ved at blive tilpasset.

Derfor har regeringen besluttet, at skolen allerede nu skal modtage 2,7 mio. kr., så skolen ikke skal lukke. Dermed kan de studerende fortsat gennemføre deres uddannelse og skabe relevant dansk indhold til børn og unge.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”I en tid, hvor TikTok og Youtube bombarderer børn og unges opmærksomhed med flimmer og tomme kalorier, er det vigtigere end nogensinde før, at vi har relevant og originalt indhold til børn, som de kan spejle sig i.

Vi har besluttet, at manuskriptskolen skal have en midlertidig bevilling for at sikre, at de studerende kan fortsætte uddannelsen og blive rustet til at skabe gode fortællinger til børn.”  

Fakta

Manuskriptskolen for Børnefiktion er en toårig uddannelse i at skrive fiktion for børn og unge - til bøger, serier, film, spil, teater og lyd.

Medieaftalen 2022-2025 afsatte en bevilling på 5,3 mio. kr. årligt i 2023-2025 til Manuskriptskolen for Børnefiktion. Manuskriptskolen for Børnefiktion modtager nu 2,7 mio. kr. til det første halvår, som skal understøtte skolens fortsatte virke frem mod tilpasningen af medieaftalen. Bevillingen er i dag godkendt af Folketingets Finansudvalg.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16