Musik

Den, der har skabt et musikværk, har ophavsret til værket, hvis værket er tilstrækkelig originalt. Et musikværk består af musik og eventuel tilhørende tekst. Et musikværk kan både være en kort komposition (fx en kendingsjingle) eller en lang komposition (fx en symfoni). Noder, partiturer o. lign. vil også almindeligvis betragtes som et musikværk i ophavsretslovens forstand.

Ophavsmanden har eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. Denne eneret varer indtil 70 år efter ophavsmandens død.

Det sker ofte, at der er andre end ophavsmanden, der deltager i indspilningen eller fremførelsen af et musikværk, herunder udøvende kunstnere, fx musikere og sangere, der fremfører musikværket, og producenter. Producenter og udøvende kunstnere, har en selvstændig eneret til eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden, der gælder udover ophavsmandens eneret. Denne eneret varer i 50 år regnet fra det år, hvor fremførelsen eller optagelsen fandt sted. 

Hvis du vil bruge et musikværk på en måde, der er omfattet af rettighedshavernes eneret, kræver det rettighedshavernes tilladelse medmindre, det er tilladt efter en særregel i ophavsretsloven.

I de fleste tilfælde indhentes rettighedshavernes tilladelse ved at rette henvendelse til de relevante rettighedshavere, fx et pladeselskab eller et musikforlag. I andre tilfælde kan det være, at tilladelsen kan gives af en forvaltningsorganisation.

Vil du vide mere?

Kulturministeriet udgav i 2006 ”Hvem ejer musikken?”. Bogen kan hjælpe alle, der ønsker at sætte sig ind i ophavsretsreglerne. Bogens formål er at blive brugt som undervisningsmateriale i musikfaget i bl.a. gymnasiet og de øverste klassetrin i folkeskolen.

Hent bogen gratis (pdf) 

Rettighedshaverne til musikken har eneret til at kopiere den, og man skal derfor som udgangspunkt have deres tilladelse for at måtte lave en kopi af et musikværk. Der er dog lavet en undtagelse, når der er tale om kopiering til egen brug, nemlig den såkaldte privatkopieringsregel.

Musikkopiering kan foregå enten ved analog kopiering eller ved digital kopiering. I modsætning til analog kopiering er digital kopiering let og hurtig. Dette øger risiko for, at rettighedshavernes eneret krænkes, da en digital kopi af et musiknummer sagtens kan erstatte en original udgave. Bl.a. derfor skelner privatkopieringsreglen mellem, om man laver analoge kopier af musik, eller om man laver digitale kopier.

Du må frit fremstille enkelte analoge kopier af musiknumre til privat brug. ”Privat brug” omfatter almindeligvis kopiering til egen brug og brug for de personer, som fremstilleren har et personligt bånd til, dvs. familie, venner og bekendte (privatsfæren). Du må f.eks. gerne lave et ”mix tape” (en kassettebåndskopi af musik fra et andet kassettebånd) eller en fotokopi af et sæt noder til en af dine venner eller et familiemedlem. Om en kopiering falder ind under bestemmelsen afhænger dog af en konkret vurdering. Du må lave analoge kopier af alle offentliggjorte musikværker, uanset om du selv ejer dem, eller om det er musikværker, du har lånt eller lejet.

Du må gerne lave digitale kopier af musiknumre, så længe det kun er til personlig brug. Det betyder, at du f.eks. gerne må kopiere dine cd’er eller kopiere de musiknumre, der ligger på din computer, over på en tablet, når bare kopien er til dig selv eller til en, der bor i samme husstand. Du må også gerne downloade musik, når det ligger på internettet med rettighedshaverens tilladelse. Du må ikke lave digitale kopier, hvis det ikke sker til dig eller din husstand. Derudover gælder det, at du ikke må lave digitale kopier af musikværker, du har lånt, f.eks. af en ven eller på biblioteket, eller som du har lejet.

Du skal være opmærksom på, at hvis du har købt eller downloadet musiknumre lovligt på internettet, f.eks. via iTunes, Wimp eller Spotify, kan der være et forbud mod at kopiere musiknumrene i de brugsvilkår, som du har accepteret, da du meldte dig til internettjenesten. 

Du skal også være opmærksom på, at der altid gælder et krav om såkaldt lovligt forlæg, når du kopierer musik – uanset om kopieringen er analog eller digital. Det betyder, at du skal have lovlig adgang til den musik, du kopierer fra. Den må altså ikke være en ulovlig kopi i sig selv.

Privatkopieringsreglen omfatter kun fysiske personer og gælder ikke for institutioner, organisationer, virksomheder og lignende, som skal have tilladelse fra rettighedshaverne, hvis de vil fremstille kopier af deres musiknumre. 

Når du kopierer musikværker, må du ikke bruge fremmed medhjælp. Det betyder, at det kun er din familie- og omgangskreds, der må hjælpe dig med at lave din kopi, hvis det er en analog kopi, og kun dig eller din husstand, der må lave kopien, hvis den er digital. Hvornår grænserne for hjælp til kopiering er overskredet afhænger af en konkret vurdering.

I øvrigt må du ikke benytte teknisk udstyr, der er stillet til rådighed på biblioteker, i forretninger og lignende offentligt tilgængelige steder, når du skal kopiere musikværker.

På nogle cd’er og musiknumre, som købes digitalt over internettet, er der en såkaldt kopispærring. Disse kopispærringer kaldes også DRM – Digital Rights Management. En kopispærring skal forhindre, at der kan laves kopier af cd’en eller musiknummeret, og du må derfor ikke bryde eller fjerne kopispærringen for at lave en kopi. Det betyder, at du f.eks. ikke må bryde en kopispærring på et musiknummer, som du har på din computer, for at kunne lægge det over på en bærbar musikafspiller, tablet eller smartphone.

Men du må gerne bryde en kryptering eller en kopispærring, hvis den forhindrer dig i at lytte til musikken. Det er f.eks. tilfældet, hvis en kopispærret cd ikke kan afspilles på en computer med et andet styresystem end det, kopispærringen understøtter. I sådanne tilfælde er det i orden at bryde kopispærringen for at kunne tilegne sig værket.

Du skal i øvrigt være opmærksom på, at det er ulovligt at udvikle programmer, hvis væsentligste formål er at fjerne eller omgå kopispærringer, samt at udbrede disse programmer, f.eks. ved at lægge dem ud på internettet.

Mange hjemmesider giver dig mulighed for at downloade musik. Det skal du selvfølgelig benytte dig af, men vær opmærksom! 

Når man downloader et musiknummer, laver man en kopi af musiknummeret på sin computer. Du må gerne downloade musikken til personlig brug uden at spørge rettighedshaverne om lov. Det er en forudsætning, at den musik, du downloader, er blevet lagt lovligt ud på internettet. Det er langtfra sikkert, at rettighedshaverne overhovedet er klar over, at deres musik ligger på den hjemmeside, du besøger. Hvis de ikke har givet deres tilladelse, er den musik, der ligger på hjemmesiden ulovlig, og du bryder loven og risikerer et straf- eller erstatningsansvar, når du downloader den – også selv om du downloader til personlig brug, og det ikke er dig, der har uploadet musikken, dvs. har lagt den ud på internettet.

Du kan ifalde straf- eller erstatningsansvar, hvis du på det tidspunkt, hvor du foretager den ulovlige download, ved eller burde vide, at det, du gør, ikke er tilladt. Hvis du er i god tro om lovligheden af det materiale og den hjemmeside, du downloader fra, kan du som udgangspunkt ikke ifalde ansvar.

Det vil ofte være vanskeligt at konstatere, om den musik m.v., som findes på de forskellige hjemmesider, er gjort tilgængelig med rettighedshavernes samtykke eller ej. Hvis du ved, at de enkelte musiknumre mv. er lagt på internettet uden tilladelse fra rettighedshaveren, vil du efter omstændighederne kunne ifalde ansvar. Du vil f.eks. næppe være i god tro, hvis du har fået oplyst, at en domstol har fastslået, at materialet på en bestemt hjemmeside er ulovligt.

Se hvilke internetsider, der udbyder musik lovligt på ”Share With Care’s” hjemmeside

Hvis den side, du ønsker at downloade musik fra, ikke er at finde på nogen lister over hverken lovlige eller ulovlige hjemmesider, kan du prøve at spørge dig selv om følgende:

• Er der en klar angivelse af, hvem der står bag hjemmesiden – navn, adresse, telefonnummer m.v.?
• Fremgår det af hjemmesiden, om der er truffet aftale med rettighedshaverne om klarering af rettigheder og betaling?
• Er der en fornuftig sammenhæng mellem prisen for at downloade og den normale markedspris for produkterne?

Det bedste råd er i alle tilfælde at bruge sin sunde fornuft, for det vil ofte være nemt at konstatere, om en hjemmeside er lovlig eller ej, og om den musik, du ønsker at downloade, er lagt ud på internettet med rettighedshaverens samtykke.

Huskeregler om download

• Du må ikke downloade en ulovlig kopi.
• Hvis du selv vil uploade andres musik på nettet, skal du selvfølgelig også spørge om lov først.
• Udveksling (både download og upload) af musik fra de fildelingstjenester (peer-to-peer tjenester), hvor rettighedshaverne ikke har givet tilladelse til brug af deres musiknumre, er ikke lovligt.

Du streamer fra internettet, når du ser på/lytter til musikfiler på internetsider uden at få en permanent kopi af musikken på din computer.

Det er lovligt at streame fra nettet, hvis det, der bliver streamet, er lovligt lagt ud på den pågældende hjemmeside. Det betyder, at du kun må streame musik fra de hjemmesider, hvor musikken er gjort tilgængelig med rettighedshavernes tilladelse. Hvis det, du streamer, ikke er lovligt lagt ud på nettet, risikerer du at krænke rettighedshavernes eneret og risikerer et straf- og/eller erstatningsansvar.

For at du kan ifalde straf- eller erstatningsansvar, er det dog en forudsætning, at du på det tidspunkt, hvor du foretog den ulovlige streaming, vidste eller burde vide, at det, du gjorde, ikke er tilladt. Hvis du er i god tro om lovligheden af det materiale og den hjemmeside, du streamer fra, kan du som udgangspunkt ikke ifalde ansvar.

Det vil ofte være vanskeligt at konstatere, om den musik m.v., som findes på de forskellige hjemmesider, er gjort tilgængelig med rettighedshavernes samtykke. Hvis du ved, at de enkelte musiknumre mv. er lagt på internettet uden tilladelse fra rettighedshaveren, vil du kunne ifalde ansvar. Du vil f.eks. ikke være i god tro, hvis du har fået oplyst, at en domstol har fastslået, at materialet på en bestemt hjemmeside er ulovligt.

Hvis den side, du ønsker at streame musik fra, ikke er at finde på nogen lister over hverken lovlige eller ulovlige hjemmesider, kan du prøve at spørge dig selv om følgende:

• Er der en klar angivelse af, hvem der står bag hjemmesiden – navn, adresse, telefonnummer m.v.?
• Fremgår det af hjemmesiden, om der er truffet aftale med rettighedshaverne om klarering af rettigheder og betaling? 
• Er der en fornuftig sammenhæng mellem prisen for at streame og den normale markedspris for produkterne?

Det bedste råd er i alle tilfælde at bruge din sunde fornuft, for det vil ofte være nemt at konstatere, om en hjemmeside er lovlig, og om den musik, du ønsker at streame, er lagt ud på internettet med rettighedshaverens samtykke.

Man kan citere fra et musikværk på flere måder. Man kan f.eks. citere et stykke af en sangtekst i en tale, eller man kan bruge lidt af melodien fra et musiknummer i en anden sammenhæng.

Det er dog kun tilladt at citere fra offentliggjorte værker, herunder musiknumre, så længe det gøres i overensstemmelse med god skik og der kun citeres i det omfang, som formålet betinger. Overholder man ikke disse betingelser, har man krænket rettighedshaverens eneret.

Hvad der er god skik og vurderingen af, om der er citeret i et omfang, som formålet betinger, er forskelligt fra sag til sag og afhænger af en konkret vurdering, som Kulturministeriet principielt ikke kan foretage. Citater, der skader rettighedshavernes økonomiske interesser, f.eks. ved at gøre så meget af musiknumre tilgængelige for almenheden, at der ikke er interesse for at købe musiknumrene, vil typisk være ulovlige. Det samme gælder citater, der skader rettighedshaverens litterære eller kunstneriske anseelse. Det vil kun i sjældne tilfælde være god skik at citere i reklamer. 

Kravet om god skik indeholder desuden en begrænsning af, hvor meget man må bruge fra et andet værk, når man citerer. Det kan ikke generelt siges, at det er i orden at tage f.eks. 2 linjer fra en sangtekst eller 20 sekunder eller 16 takter fra et musiknummer. 

Når der citeres fra værker, er der desuden pligt til i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, at angive ophavsmandens navn samt angive kilden, så det klart fremgår, hvor citatet er taget fra.

Hvis man f.eks. oversætter en sangtekst, skriver en melodi om i mol eller omskriver en sang til guitar-tabulaturer, laver man en såkaldt bearbejdelse af det oprindelige musikværk.

Den, der laver bearbejdelsen af værket, kan have ophavsret til netop denne bearbejdelse. Hvis du f.eks. oversætter en sangtekst, kan du således have ophavsret til oversættelsen. Det betyder, at du har en eneret til at fremstille eksemplarer af din oversættelse og til at gøre den tilgængelig for almenheden. Du kan dog ikke forbyde andre at lave deres egen oversættelse af den oprindelige sangtekst.

Bearbejdelsen, dvs. f.eks. oversættelsen af det oprindelige musikværk, er et såkaldt afhængighedsværk. Det betyder, at retten til at bruge bearbejdelsen er afhængig af retten til at bruge det oprindelige musikværk. Du må derfor ikke bruge din eneret til at fremstille eksemplarer af oversættelsen og til at gøre den tilgængelig for almenheden, uden først at have fået tilladelse fra rettighedshaveren til det oprindelige musikværk.

Rettighedshaverne til musik har desuden altid krav på at blive navngivet i overensstemmelse med god skik, når musikken bruges. Hvad, der er god skik, afhænger af en konkret vurdering. Som tommelfingerregel kan man sige, at det ikke vil være god skik at udelade navnet, med mindre det er urimeligt, vanskeligt eller umuligt at oplyse det. 

Rettighedshavere kan overdrage forvaltningen af nogle eller alle deres rettigheder til en kollektiv forvaltningsorganisation.  Forvaltningsorganisationen kan på disse områder indgå kollektive forvaltningsaftaler på vegne af rettighedshaverne efter fuldmagt fra disse. Dette vil ofte være en fordel for brugeren på områder, hvor der bruges en stor mængde værker, og hvor brugeren uden en kollektiv aftale ville skulle lave aftaler med hver enkelt rettighedshaver.

Hvis du ønsker at bruge en større mængde værker fra et stort antal rettighedshavere, kan det være en fordel at henvende dig til den relevante kollektive forvaltningsorganisation.

På tekstområdet kan der blandt andet henvises til Copydan Tekst & Node, der repræsenterer et stort antal rettighedshavere inden for musikområdet.

KODA (Komponistrettigheder i Danmark)

KODA er en non-profit forening, der repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark, Grønland og på Færøerne.

KODA’s vigtigste formål er at give tilladelse til danske musikbrugere for offentlig fremførelse af musik (f.eks. afspilning af musik i radioen, til koncerter, i butikker, på restauranter m.v.). Indtægterne for brugen af musik fordeles af KODA til de relevante komponister, tekstforfattere og musikforlag.

Læs mere på KODA's hjemmeside

Gramex

Gramex er en non-profit organisation, der på vegne af sangere, musikere og pladeselskaber indhenter vederlag fra bl.a. radio- og tv-stationer, når der anvendes lydoptagelser i udsendelserne, og når deres musik anvendes til andre offentlige fremførelser som musikdramatiske forestillinger, på arbejdspladser, hoteller, diskoteker, i butikker, tog, fly etc. 

Vederlagene fordeles af Gramex til dels de danske medlemmer af Gramex, dels medlemmer af de 30 søsterorganisationer i udlandet. Vederlagene fordeles med halvdelen til hver rettighedsgruppe – dvs. 50 % til musikere og sangere og 50 % til pladeselskaberne. 

Mange forveksler Gramex og KODA, som imidlertid ikke er det samme. Begge er forvaltningsorganisationer, der støtter musikken gennem deres arbejde for musikbranchen og dens rettigheder, men hvor Gramex er en organisation, der ejes af sangere, musikere og pladeselskaber, er KODA en organisation ejet af komponister og sangskrivere. For at lette administrationen indhentes vederlagene i flere tilfælde i et samarbejde mellem KODA og Gramex, som bagefter fordeler beløbene til de respektive medlemmer.

Læs mere på Gramex' hjemmeside

NCB (Nordic Copyright Bureau)

NCB er en non-profit forening, der på vegne af komponister, sangskrivere og musikforlæggere forvalter de såkaldte mekaniske rettigheder til musikværker, dvs. rettigheder vedr. indspilning, kopiering og spredning af musikværker. Vederlagene fordeles af NCB til komponisterne og tekstforfatterne for deres arbejde med at skrive musik og tekster. 

NCB har aktiviteter i de nordiske og baltiske lande, og NCB er stiftet af de nordiske forvaltningsselskaber (Danmark - KODA, Sverige - STIM, Norge - TONO, Finland - TEOSTO og Island - STEF). På den måde styrker NCB samarbejdet mellem de nordiske og baltiske forvaltningsselskaber.

Læs mere på NCB's hjemmeside

Der kan frit afspilles musik i en institution, så længe det ikke bliver betragtet som en offentlig fremførelse. Er fremførelsen offentlig, kræver det rettighedshavernes tilladelse. Det er ikke endeligt afgrænset i ophavsretsloven eller i bemærkningerne til loven, hvad, der gælder for institutioner, og den endelige afgrænsning må foretages konkret af domstolene.

Afspilning af musik i fritids- og ungdomsklubber er ifølge en Højesteretsdom fra 1999 ikke en offentlig fremførelse. Fritids- og ungdomsklubber må derfor gerne afspille musik uden rettighedshavernes tilladelse. Sagen drejer sig kun om afspilning af musik for medlemmer af fritids- og ungdomsklubber. Det er værd at bemærke, at Højesteret i dommen lagde vægt på, at den enkelte klub højst har nogle hundrede medlemmer. 

Det kan ikke på grundlag af Højesterets dom eller retspraksis i øvrigt generelt konkluderes, om afspilning af musik i andre typer af institutioner (f.eks. SFO’er, vuggestuer og børnehaver) anses for offentlig fremførelse. Hvis rettighedshaverne ikke opkræver vederlag for afspilning af musik i en institution, finder Kulturministeriet imidlertid, at det ikke er retsstridigt, at institutionen afspiller originalt musik. Kulturministeriet er bekendt med, at forvaltningsselskaberne på musikområdet (KODA og Gramex) på nuværende tidspunkt ikke opkræver vederlag for afspilning af musik i SFO´er, børnehaver og vuggestuer.

Hvis det musiknummer, det drejer sig om, ikke er et originalt musiknummer, men en kopi, er der to betingelser, der er afgørende for, om kopien må afspilles i institutionen. For det første skal det være en lovlig digital kopi, der tilhører børnene eller deres forældre. Det betyder, at det f.eks. ikke er tilladt at afspille en kopi-cd, som et barn har lånt af en ven. For det andet skal afspilningen af musik i institutionen ikke betragtes som offentlig fremførelse.

Der kan frit afspilles musik for medarbejderne på en arbejdsplads, så længe det ikke bliver betragtet som en offentlig fremførelse. Er fremførelsen offentlig, kræver det rettighedshavernes tilladelse. 

En fremførelse på en arbejdsplads kan være offentlig, uanset hvor tætte bånd der er imellem de ansatte, hvis fremførelsen sker for ”en større kreds”. Dette vil ifølge retspraksis være en kreds på mere end 40 personer. Højesteret har i en dom fra 2007 vedrørende afspilning af musik i en virksomhed slået fast, at personerne skal være til stede i samme lokale på samme tid, for at der er tale om offentlig fremførelse.

Det er Kulturministeriets opfattelse, at der som hovedregel ikke tale om offentlig fremførelse i forbindelse med personalefester og receptioner, hvor folk er særligt indbudte. Dette beror dog altid på en konkret vurdering, som i sidste ende foretages af domstolene. 

Østre Landsret fandt i 2016, at en firmafest for Novos ansatte var offentlig fremførelse. Koda og Dansk Erhverv har i 2016 aftalt, at musik til firmafester i virksomheder med mindst 1.000 ansatte kræver en aftale med Koda.