Digitale spil

Digitale spil er blevet en fast del af mange danskeres kulturforbrug. Siden 2007 har Kulturministeriet støttet udviklingen af danske digitale spil gennem Spilordningen, som administreres af Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling.

Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling

Nimbi GameLab er et uafhængigt institut under Kulturministeriet, som har til formål at fremme udviklingen af danske digitale spil, særligt med fokus på de kunstneriske og kulturelle kvaliteter, og understøtte bedre rammevilkår for den danske spilbranche.

Instituttet har følgende opgaver:

  1. Yde tilskud til udvikling, produktion og lancering af danske digitale spil, herunder med fokus på digitale spil med kunstneriske og kulturelle kvaliteter.
  2. Understøtte promovering af og udbrede kendskabet til danske digitale spil i Danmark og internationalt.
  3. Understøtte talentudvikling relateret til danske digitale spil gennem f.eks. uddannelses- og branchepartnerskaber.
  4. Skabe viden og overblik gennem dataindsamling og analyser om danske digitale spil og spilbranchens tilstand.
  5. Formidle viden om danske digitale spil til offentligheden på en tilgængelig og relevant måde.
  6. Sikre en løbende dialog med spilbranchen og væsentlige brugergrupper om instituttets virksomhed.
  7. Understøtte børn og unges adgang til danske digitale spil, der bygger på dansk kultur og danske værdier

Læs mere på Nimbi GameLabs hjemmeside

Med lov om Nimbi Gamelab – Danmarks Institut for Spiludvikling er fastsat bestemmelser om instituttets formål, opgaver, rammer, økonomi, bestyrelse, direktør samt administration.

Loven kan tilgås på Retsinformation via dette link

Spilordningen

Spilordningen administreres af Nimbi GameLab og består af to puljer, der er beskrevet i bekendtgørelse om "pulje til udvikling, produktion og lancering af danske digitale spil" hhv. i bekendtgørelse om "pulje til spilfremme".

Formålet med pulje til udvikling, produktion og lancering af danske digitale spil er at yde tilskud til projekter til udvikling, produktion og lancering af danske digitale spil, der bidrager til at fremme danske digitale spil som kulturbærende medie samt til at styrke de kulturelle kvaliteter i danske digitale spil til leg og læring.

Bekendtgørelsen kan tilgås på Retsinformation via dette link

Formålet med pulje til spilfremme er at yde tilskud til aktiviteter til spilfremme, herunder til formidling og gennem spilfaglig dialog i den danske spilbranche, faglig udvikling fokuseret på spillenes indhold og fortællemåde samt udbredelsen af kendskabet til danske digitale spil i Danmark og internationalt.

Bekendtgørelsen kan tilgås på retsinformation via dette link

Opdateret 13. juni 2025