Assistenshuset

Bygningens historie

Bygningens arkitekt er ikke kendt, men man har gættet på, at det kunne være J. C. Krieger, fordi udformningen af bygningen minder om hans bygninger fra denne tid.

Bygningen var altså oprindelig et 3-fløjet anlæg, ligesom f.eks. "Prinsens Palais" i Frederiksholms Kanal - der i dag er Nationalmuseets hoveddomicil. Familien Bjerregaard har fra vinduerne i Snaregadefløjen kunnet følge nedbrydningen af Københavns Slot, som fandt sted fra 1731 til 1745.

Det var imidlertid i ret få år, familien Bjerregaard beboede ejendommen. Den blev udlejet, bl.a. til minister C.A. von Berckentin, der flyttede ind i 1740, og som kastede megen glans over huset med sin store husholdning. Berckentin boede her indtil 1755, hvor han flyttede til sit eget nyopførte palæ i Bredgade - det nuværende Odd Fellow Palæ.

Herefter blev ejendommen solgt til to franske hattefabrikanter, som anvendte underetagen til fabrikationsvirksomhed og udlejede resten af bygningen. Et tilmuret kældervindue i nordfacaden nærmest Snaregade er formentlig et vidnesbyrd om, at der førte en udvendig trappe op til den hattebutik, der var indrettet i stueetagen.

Men hattefabrikationen blev også kun et kort mellemspil i bygningshistorien. I 1757 blev bygningen solgt til direktionen for Søetatens Kvæsthus og Assistenshus.

Institutionen Assistenshuset

Institutionen Assistenshuset var stiftet allerede i 1688 som et privat selskab med det sigte "at komme de fattige til undsætning". Ved en forordning af 1753 blev selskabet omdannet til en kongelig institution, og samme år fik Søkvæsthuset og fattigvæsenet i forening privilegium på at drive Assistenshuset.

Det blev derfor også søetatens berømte bygmester Philip de Lange, der forestod ombygningen af huset til brug for Assistenshuset.

Først blev vognporten i den ene sidefløj ombygget, og der blev etableret kælder, stueetage og 1. sal, som i de andre fløje.

Pladsmangel

Assistenshuset kom imidlertid hurtigt til at lide af pladsmangel. I 1765 blev det derfor besluttet at opføre en ny fløj ud til stranden mellem de to sidefløjes fire ender, således at facaden kom til at svare til de andre fløje. Den nye fløj - som vi kender den i dag - blev på 8 fag med den pompøse to-fags port i midten. Over porten anbragtes den sandsten med den forgyldte indskrift: "Det kongelige Priviligerede Assistence Hus", som sidder der den dag i dag. Denne del af huset er altså bygget til brug for Assistenshuset og har derfor aldrig haft nogen indre udsmykning.

Det var i forbindelse med ombygningen i 1765, at man vedtog at forlade den oprindelige gule farve og gå over til den, som det hed "nu brugelig graae couleur".

Men der blev stadig behov for mere plads, og i 1793 tilkøbte man naboejendommen i nr. 4, som var bygget i 1729-30 for en arbejdskarl ved Vejerboden Hans Blasen. Vejerboden var Assistenshusets nabo til den anden side, dvs. mod nord, dog adskilt af en gade. Hans Blasen, der også var værtshusholder, blev kaldt "Hans Blasen i pæretræet" efter det træ, der i mere end 10 år prydede fortorvet mod kanalen. Der er på huset opsat en stenplade over kælderdøren med inskriptionen "Hans Blasen i Pæretræet Anno 1730". Og i daglig tale bruges stadig benævnelsen Hans Blasens hus.

Nybrogade 6

I 1842 erhvervede man yderligere Nybrogade nr. 6 med tilhørende bagbygning ud imod Snaregade, og der blev straks tilføjet 3 grundmurede fag til det gamle Assistenshus mod Snaregadesiden. Samtidig fik hele ejendommen oliemalede facader, som først blev fjernet i 1952. Siden da har murene stået "vandskurede".

Det var en stor gevinst for Assistenshuset, da man i 1858 nedrev Walkendorfs vejerbod og Pramlaugets kontorhus, der lå på trekanten foran Assistenshuset. Her blev der "loppetorv", senere fisketorv. I dag er der visse dage om ugen igen loppetorv.

Ministeriet for Kulturelle anliggender flytter ind

Da det i 1962 blev bestemt, at det nyoprettede Ministeriet for Kulturelle anliggender skulle have overladt bygningen, var den i en ynkelig forfatning efter mere end 200 års slid og sparsom vedligeholdelse.

Bygningen var imidlertid mærkværdigt velegnet til sin nye funktion. Da lånekontoret var rykket ud, stod den med uopdelte fløje. Ruminddelingen havde bestået af lægtereoler og bræddeskillerum. Kun i fløjen mod Snaregade var der på 1. sal spor af 4 pragtrum - den oprindelige beboelse - og her genskabtes de gamle rum med stuklofter og panelering. De øvrige rum i huset er ganske enkle og gør ikke krav på at se gamle ud. Det lod sig ikke gøre at indpasse husets oprindelige farveholdning i arbejdsprogrammet for hovedistandsættelsen, der havde som princip at opnå den bedst mulige tekniske istandsættelse.

Det var arkitekt Peter Koch, der med kyndig hånd ledede ombygningen, og den 16. september 1963 kunne Kulturministeriet flytte ind i sit nye domicil efter en noget omflakkende tilværelse i de første år efter oprettelsen.

Der har efter 1963 være andre ministerier, som fik øje på dette særlige hus og dets kvaliteter, og vi har derfor i perioder måttet dele det med Statsministeriet - Jens Otto Krag har siddet i huset som statsminister - og med Udenrigsministeriet.

I dag fylder vi selv de gamle bygninger ud og mere til. Efter regeringsdannelsen i januar 1993, hvor der fandt en større ressortomlægning sted, blev ministeriet nødt til at se sig om efter flere lokaler i nabolaget. Ingen havde imidlertid hverken lyst eller fantasi til at forestille sig, at Kulturministeriet kunne være andre steder end i Assistenshuset. Til al held fik Kulturministeriet mulighed for nye lokaler i umiddelbar nærhed af Assistenshuset, nemlig lige over for i Snaregade nr. 10. I 1994 kom der dør i Assistenshuset ud mod Snaregade, så der kunne være hurtig forbindelse mellem de to huse.