Sydslesvig og tilknytningen til Danmark år 800-1920
Fra år 800-1920 har grænsen i det dansk-tyske grænseland flyttet sig mange gange.
Eksistensen af et dansk mindretal i Sydslesvig og Danmarks nuværende engagement i området skal ses i lyset af historiske grænsedragninger i det dansk-tyske grænseland. I perioden fra år 800-1920 har grænsen vekslet mange gange. Det gælder både hvad angår statsgrænsen, og hvad angår den sproglige og kulturelle grænse, der også betegnes folke- eller kulturgrænsen.
800-tallet: Ejderen er Danmarks sydgrænse
I 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen – den sproglige og kulturelle grænse – mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Dannevirke.
1100-tallet: Slesvig bliver hertugdømme under den danske krone
I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderfloden.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allierede sig i denne magtkamp med de holstenske grever. På den måde knyttedes der stærke bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
1440-1544: Slesvig og Holsten samles til delstat
I 1440 fik den holstenske greve Adolf 8. hele hertugdømmet Slesvig i sin besiddelse. Greven svor troskab til den danske konge, og Slesvig var stadig et dansk len. Men Slesvig-Holstens status som særstillet del af monarkiet var stadfæstet. Kongeåen var fastslået som en vigtig statsretslig grænse. Kulturelt lå grænsen mellem dansk og tysk dog sydligere end Kongeåen.
Dansk kultur og sprog dominerede således den nordlige del af delstaten Slesvig-Holsten, fra Kongeåen til Dannevirke, mens tysk dominerede den sydlige del. Dog var tysk embedssprog i hele delstaten.
Ved reformationstiden i 1540’erne var en egentlig kulturgrænse mellem tysk og dansk, som vi kender den i dag, dannet. Kulturgrænsen gik omtrent ved nutidens grænsedragning. I Nordslesvig (nutidens Sønderjylland) var dansk både folke-, kirke- og skolesprog. I Sydslesvig var tysk kirke- og skolesprog, mens dansk var folkesproget i området nord for Dannevirke. Syd for Dannevirke var tysk folkesproget.
1544-1700: Sprogkonflikterne starter
Indtil 1700-årene var Slesvig delt mellem den danske konge og flere hertughuse. De var alle resultater af delinger af området, som kongehuset foretog fra 1544 og fremefter.
Den nationale tanke havde endnu ikke vundet frem i Europa, og alle fyrsterne og deres embedsmænd forvaltede området på tysk. Men trods dette vedblev dansk at være det almindeligste folkesprog fra Kongeåen i nord til Dannevirke i syd.
I Sydslesvig var der uoverensstemmelse mellem det dagligdags danske folkesprog, og kirke- og skolesproget, som var tysk. Det måtte næsten nødvendigvis skabe problemer, og de dukkede da også op fra slutningen af 1600-tallet.
Udgangen på konflikten blev, at tysk blev forstærket. Fra 1768 kom der love, som stadfæstede tysk som sproget i skoler og kirker i Sydslesvig, og også embedsmændenes tyskorienterede uddannelse blev styrket.
I samme retning virkede tidens landbo- og skolereformer, som styrkede landbefolkningens velstand og skolegang og dermed deres kontakt med tysk kultur og sprog. Samme sprogkonflikt opstod ikke i Nordslesvig, da der her var overensstemmelse mellem folke, kirke- og skolesprog, der alle var dansk.
1800-tallet: National opblomstring
I begyndelsen af 1800-tallet vandt den nationale tanke frem i Europa. De nationale bevægelser kom også til det dansk-tyske grænseland i 1830-40’erne, og der opstod dansksindede og tysksindede nationale bevægelser.
Begge førte sprog- og kulturkamp og forsøgte at fremelske det nationale i den brede befolkning. For eksempel gennem folkefester, nationale sange og nationale symboler. Politisk ønskede man fra slesvig-holstensk-tysk side, at hertugdømmet Slesvig-Holsten blev en selvstændig stat.
Fra dansk side – og bakket op af Ejderbevægelsen hos de liberale i Danmark – ønskede man, at Danmarks grænse igen skulle gå til Ejderen (den såkaldte Ejderpolitik), sådan som den havde gjort i højmiddelalderen.
De nationale bevægelser dannede grundlag for den senere opdeling mellem flertals- og mindretalsbefolkning i Slesvig, men egentlige folkebevægelser blev de først efter 1848.
1848-1864: Krig og mellemkrigsår
De forudgående års nationale modsætninger førte i 1848 til krig mellem Danmark og tilhængerne af en slesvig-holstensk løsning. Preussen støttede slesvig-holstenerne i begyndelsen af krigen, men trak sig ud i 1850. Derefter fik Danmark overtaget.
En afgørende kamp var Slaget ved Isted i juni 1850, som Danmark vandt. Uden støtte udefra var slesvig-holstenerne nødt til at give op i 1851.
Danmark stod som krigens sejrherre. Det skabte fornyet liv i Ejderpolitikken og drømmen om, at det danske kongerige igen skulle gå til Ejderfloden, herunder at Juniloven fra 1849 (Danmarks Riges Grundlov) også skulle omfatte Slesvig. Imidlertid ønskede Stormagterne at bevare Slesvigs hidtidige særstilling.
I 1852 udstedte Danmark Januarkundgørelsen og gav dermed tilsagn om, at Danmark ville bevare Slesvigs hidtidige særstilling. Alligevel forsøgte Danmark i mellemkrigsårene at fordanske Slesvig og knytte området tættere til Danmark end til Holsten.
På de indre linjer modarbejdede Danmark således Januarkundgørelsen. Forsøget på fordanskning mislykkedes. Kun i Flensborg kunne der tales om positive resultater. Desuden mødte forsøget stærk international kritik.
I 1863 brød Danmark endeligt med Januarkundgørelsen fra 1852. Det skete, da det danske Rigsråd vedtog Novemberforfatningen, som var et skridt i retningen af Ejderpolitikken. Det ledte til krigen i 1864, hvor Danmark kom i krig med Preussen-Østrig. Danmark tabte krigen, og Slesvig kom under sejrherrernes administration.
Danmarks grænse gik nu ved Kongeåen. Folkegrænsen gik dog fortsat syd for Nordslesvig (nutidens Sønderjylland), og en stor gruppe dansksindede blev derfor efterladt i Preussen.
I 1866 gik Østrig og Preussen i krig med hinanden. Østrig tabte den kun tre uger lange krig, og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev en del af Preussen.
Freden mellem Østrig og Preussen blev beseglet med Pragfreden. I Pragfredens § 5 blev nordslesvigerne lovet en afstemning om deres fremtidige tilhørsforhold. Et løfte, der først blev indfriet med afstemningerne i 1920.
1864-1920: Tilbagegang for danskheden i Sydslesvig
Efter indlemmelsen i Preussen opstod der fra 1870´erne i stigende grad en fælles tysk identitet i Slesvig-Holsten. I takt med dette svækkedes den danske bevægelse og danskheden, dog fortrinsvis i Sydslesvig.
Tilbagegangen for danskheden i Sydslesvig skete, til trods for at det i årene efter 1864 lykkedes de dansksindede at etablere sig som et egentlig mindretal, der var organiseret i foreninger. For eksempel var de dansksindede organiseret i en borgerforening, en skytteforening og en landboforening.
I 1869 blev Flensborg Avis grundlagt. Det var den første dansksindede avis, som blev skrevet på dansk. Herudover blev Sprogforeningen, Nordslesvigsk Vælgerforening, Sønderjysk Skoleforening og flere ungdomsforeninger etableret i slutningen af 1800-tallet. Disse folkelige og kulturelle foreninger bidrog til at fastholde forbindelsen til Danmark.
Mens danskheden gik tilbage i Sydslesvig i perioden 1864-1920, forblev den i samme periode stort set uforandret i Nordslesvig (nutidens Sønderjylland), eller rettere den blev konsolideret.
Folkegrænsen mellem dansk kultur og sprog i Nordslesvig (nutidens Sønderjylland) og tysk i Sydslesvig havde rødder tilbage til reformationstiden i midten af 1500-tallet. Ud over denne tidlige folkegrænse skal danskhedens tilbagegang i Sydslesvig modsat status quo i Nordslesvig blandt andet ses i lyset af to andre forhold.
For det første forsøgte Preussen i slutningen af 1800-tallet at fortyske nordslesvigerne med tvang. Det skabte sammenhold imellem de dansksindede i Nordslesvig og styrkede deres danske sindelag. I Sydslesvig var der ikke i samme grad tale om en direkte germaniseringspolitik, fordi befolkningens fortyskning her skete af sig selv.
For det andet formåede nordslesvigerne, modsat sydslesvigerne, at omdefinere deres danskhed, så den ikke alene var knyttet til de historiske minder, troskaben mod det danske kongehus samt det politiske mål om genforening med Danmark.
Udsigten til at nå dette mål blev alvorligt svækket i 1879, hvor Preussen og Østrig ophævede § 5 i Pragfreden og dermed løftet til nordslesvigerne om en folkeafstemning om deres tilhørsforhold. Det fik nordslesvigerne til at definere en kulturel danskhed med fastholdelse af dansk sprog, kultur og samfundsliv.
Det samme skete ikke i Sydslesvig. Her opgav mange deres danske sindelag og vendte sig mod det tyske, da målet om dansk genforening fortabte sig med Pragfredens ophævelse.
I 1914 udbrød 1. Verdenskrig. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger blev det besluttet at afholde folkeafstemninger om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. Der blev afholdt afstemninger i Nordslesvig (nutidens Sønderjylland) og området, der dengang blev betegnet Mellemslesvig (det nordlige af nutidens Sydslesvig).
Som følge af folkeafstemningerne blev Nordslesvig dansk, mens Sydslesvig forblev tysk. Selv om danskheden var mindsket i Sydslesvig i perioden 1864-1920, efterlod denne grænsedragning et dansk mindretal syd for grænsen.
Kilder
Henningsen, Lars N. (red.) (2009): Sydslesvigs danske historie. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Nr. 62.
Schultz Hansen, Hans: Sønderjyllands historie, kort version. Fundet på Grænseforeningens hjemmeside:
Læs mere